Virring Skoles gymnastiksal får opmærksomhed nu. Arkivfoto

Virring Skoles gymnastiksal får opmærksomhed nu. Arkivfoto

Virring Skole udvalgt til spændende moderniseringsprojekt

DIF-projekt 'Gamle gymnastiksale - nye muligheder' er søsat

VIRRING ”Når man træder ind i gymnastiksalen på Virring Skole, er det som at træde ind i en tidslomme, hvor tankerne automatisk ledes hen på klassiske fejesving krydret med spring over hest.”

Sådan lyder Virring Skoles egen beskrivelse af dens gymnastiksal, der blev bygget i starten i 1960’erne og ikke er blevet renoveret siden.

Skolen, der er en gammel kommunal folkeskole grundlagt i 1907, er en af de skoler, der af Danmarks Idrætsforbund (DIF), Dansk Skoleidræt og Lokale og Anlægsfonden er blevet udvalgt til at komme med i projektet 'Gamle gymnastiksale - nye muligheder', som skal køre henover de næste fire år.

Formålet med projektet er at gøre de klassiske skolegymnastiksale bedre egnet til nutidens behov. I dag er der behov for, at gymnastiksalene fungerer som faglokaler for idrætsfaget, at de understøtter samarbejdet med idrætsforeningerne (åben skole), og at foreningerne kan benytte sig af dem til foreningsidræt efter skoletid.

”Generelt er salen ikke tidssvarende ift. til nye og kreative aktiviteter. Samtidig er der et omklædningsrum, som også trænger til en gennemgribende renovering, og ideer til hvordan det bedst muligt kan renoveres og bygges om.

Flere muligheder

Noget af det, som organisationerne bag projekt ”Gamle gymnastiksale – nye muligheder” fandt interessant i ansøgningen var også, at man vil etablere et moderne forsamlingshus for alle byens borgere:

”Det, at man tænker skolens idrætsfaciliteter som et samlingspunkt for hele byen, der i øvrigt har en befolkningstilvækst, ser vi mange muligheder i. Et sted, hvor man søger fællesskabet og får lyst til at bevæge sig i, og den ambition vil vi gerne bakke op om,” siger Torben Hansen, der er udviklingskonsulent i Dansk Skoleidræt og har været med til at udvælge skolen.

De øvrige ni udvalgte projekter ligger i Odder, Aarhus, Helsingør, Frederiksberg, Middelfart, Mariager Fjord Kommune og Sønderborg.

Til hvert af de ti eksempelprojekter, i den indledende fælles udviklingsfase, er der afsat 100.000 kr. til arkitektfaglig rådgivning. Heraf skal bygherre bidrage med en egenbetaling på 50.000 kr.

wuf

Publiceret 18 May 2020 13:00