Sognepræst Peter Tast. Foto: P. Stougaard

Sognepræst Peter Tast. Foto: P. Stougaard

Præstens klumme: Mig først!

Af
Peter Tast

sognepræst i Voerladegård

Det er imponerende, så gode, vi danskere er her under coronakrisen! Vi viser samfundssind og tilbyder at købe ind for dem, der er i karantæne, og gør usædvanlige ting for hinanden. Vi er ansvarlige, spritter af og holder afstand for ikke at smitte hinanden. Og selve statsministeren roste os første maj for det samfundssind og den solidaritet, vi udviser i denne tid.

Vi synger morgensang med Philip Faber og fællessang med Mads Steffensen i bedste sendetid, og patriotismen var til at få øje på, da vi satte lys i vinduerne på 75-års-dagen for Danmarks befrielse 4. maj efter at have set DR1’s fine fejring af mærkedagen. Oh, hvilket folk, vi er!

Der ér meget godt at sige om os danskere, men helt så rosenrødt og smukt er det alligevel nok ikke. En kultur og et sindelag ændrer sig ikke bare lige over en nat. I mange år har der været en vis sandhed i vittigheden om, at man før i tiden fejrede 'første maj', men at man nu fejrer 'mig først'!

Kampen om at få del i statens hjælpepakker er allerede godt i gang, og her er det langtfra alle, der viser lige stort samfundssind – hverken privatpersoner eller firmaer. Det gælder om at få mest muligt! Alt andet ville da være dumt, ikke? I Europa er der også gang i store forhandlinger om prisen for krisen og for de lån, nogle lande bliver nødt til at optage for at holde hjulene i gang. Og da grænserne er lukkede og flyene står stille, er det som om, vi helt har glemt den store verden, vi også lever i og med.

Men både i forhold til vores eget lille land, til Europa og til hele den store verden er der brug for at vi viser samfundssind! Smittefaren er et vilkår, vi alle må leve under, men konsekvenserne af den rammer skævt. Mange unge og gamle, der lever alene, er ramt af hudsult eller ensomhed, og vi kan vel alle mærke længslen efter de fællesskaber, vi plejer at være en del af.

Men værst er det dog for dem, der mister deres arbejde og indtægtsgrundlag, og det er sjældent dem i de øverste samfundslag. Tværtimod! Det er derimod dem, der i forvejen befinder sig i bunden af samfundet, og som måske ikke har råd til hverken håndsprit eller mundbind. Noget lignende gælder forholdet mellem vores rige del af verden og den fattigste del. Hertil kommer, at de samfundsgavnlige hjælpeorganisationer, der arbejder med de ringest stillede, for tiden har mistet et betydeligt indtægtsgrundlag, da de tilknyttede genbrugsbutikker er lukkede.

Så skal vi for alvor vise samfundssind og prøve at være de gode danskere, som vi gerne vil bryste os af at være, så kunne vi passende yde et bidrag til de hjælpeorganisationer, der opererer blandt samfundets laveste, hvad enten det er i indland eller udland. Det være sig Kirkens Korshær, Folkekirkens Nødhjælp, Danmission eller Røde Kors. Og hvis vi er lidt i tvivl om, hvem skal gå foran og give det første bidrag, så kan vi jo gå en tur hen foran spejlet og sige: Mig først!

Publiceret 17 May 2020 08:00