Så meget kommer Dagmargården til at fylde, når en kommende udvidelse er færdig.

Så meget kommer Dagmargården til at fylde, når en kommende udvidelse er færdig.

60 nye boliger på vej når Dagmargården udvides

De eksisterende fløje forlænges, så der skabes et lukket gårdrum

Af
Claus Sonne

Der mangler plads på kommunens plejecentre til det stigende antal ældre medborgere, og for at løse en del af problemet skal Dagmargården i Skanderborg nu udvides.

Økonomiudvalget har således nikket ja til at sætte gang i en plan for en udvidelse, der betyder, at plejecentret får 60 nye boliger.

Dem gøres der plads til ved at forlænge de eksisterende fløje på henholdsvis Vesterskovvej og Sygehusvej - og lade de nye fløje mødes 'på midten', så der skabes et lukket gårdrum der, hvor der i dag er p-pladsen på 'bagsiden' af Dagmargården. Dagmargården bliver med andre ord til en firkantet bygning.

Det fremgår af sagen, at 'for de ældre på plejecenteret vil indretningen af et godt gårdmiljø have stor betydning for denne gruppe svage ældres mulighed for udeophold med ledsagelse. Opmærksomheden henledes på, at der ikke er andre nærliggende grønne arealer'.

Byggeriet vil betyde, at der skal findes en andet lokalitet til de byhaver, der i 2019 var placeret på 'åstedet'.

Med de nye lejligheder følger 30 nye p-pladser.

Publiceret 14 May 2020 17:00