Museumsinspektør Charlotte Abildgaard Paulsen (tv) og Inger Espersen fra Plan- og Byudvikling med en af de nye

Museumsinspektør Charlotte Abildgaard Paulsen (tv) og Inger Espersen fra Plan- og Byudvikling med en af de nye "nostaltgiske" bybænke i Adelgade. Foto: Grethe Bo Madsen

Mindernes boulevard:

Bybænkene fortæller historier om Adelgade

Som appetitvækker på spændende byhistorier har Museum Skanderborg samme med Skanderborg Kommune opsat bænke med gamle fotografier

Af
Grethe Bo Madsen

Skanderborg Måske har du allerede hvilet rumpen på en af de nye midlertidige bybænke, der i sidste uge blev sat på i Adelgade, og har nydt de gamle fotografier. Bænke og billeder er del af et projekt, der skal skabe mere liv i byrummet.

"Bænkene er skabt af entreprenørafdelingen til Smukby sidste år. De er en del af vores trafikforsøg i Adelgade, hvor vi har ændret vejen og prøver at skabe mere ro på fortovet. Vi vil gerne have mere liv i byrummet, og derfor er det blevet en del af aftalen, at de forskellige foreninger kan byde ind med ideer til at aktiverer gaderummet," forklarer Inger Espersen fra Plan- og Byudvikling.

Fortællinger i bybilledet

Tidligerer har foreningen Skønnest ved Skanderborg arrangeret musik ved Kulturaksen og cityforeningen har holdt forskellige arrangementer i Adelgade. Nu er turen kommet til Museum Skanderborg.

"Vi vil jo gerne fortælle historier og har leget med tanken om, hvordan vi kunne få historier frem i bybilledet og samtidig kombinere dem med byvandringer, når vi må sådan noget igen. Selvom man kan lave apps med byhistorier, så er det jo ikke særlig synligt, og der er faktisk heller ikke så mange, der gider at tage de midler i brug. Derfor blev vi enige om, at nogle helt enkle fotografier ville være en god måde at fange folks opmærksomhed på," fortæller Charlotte Abildgaard Paulsen fra Museum Skanderborg.

Bænke som appetitvækkere

"Derfor har vi lånt ti af de bænke, der blev lavet til Smukby sidste år, og sat gamle fotografier på dem. Det er vores alle sammens gade - vores "udestue" - og nu har vi udsmykket den med mennesker, der var her før os," siger hun og peger på Frisør Sophus, der pryder bænken udenfor UgeBladet.

Fotografierne er udstyret med en ganske kort note om, hvem det er, man kan se på billedet. Er man nysgerrig efter mere, må man ind på Musem Skanderborgs Facebookside. Her er alle billedere slået op sammen med en uddybende historie.

"Vi har bestræbt os på, at der både er billeder af høj og lav, mænd og kvinder, børn såvel som gamle. Der er jo desværre en overvægt af mænd på fotografierne, når vi går tilbage i tiden," forklarer museumsinspektøren med et smil.

Tanken var, at bænkene skulle blive stående frem til Smukby i august, men siden byfesten nu er aflyst får bænkene lov at blive stående, så længe de er pæne.

"Det har faktisk været en stor efterspørgsel efter bænke, så man kunne slå sig ned og nye livet i byen. Bænkene her bliver nu ikke permanente, men hvis vi finder ud af, at de fungere godt i byrummet og folk er glade for dem, så vil vi nok finde nogle permanente løsninger," oplyser Inger Espersen.

Hvis man har ideer til, hvordan byrummet kan aktivieres, kan man henvende sig til Skanderborg Cityforening, hvis det handler om strækningen med butikker, eller til Linda Taanquist i Kulturhuset, hvis det handler om Kulturtorvet.

Publiceret 12 May 2020 11:30