Martin Frausing Poulsen sidder i byrådet for DF. Pressefoto

Martin Frausing Poulsen sidder i byrådet for DF. Pressefoto

Debat:

Mette, Jakob og Co. gør Skanderborg til en social fattigere kommune

Situationen syntes at være låst urokkelig fast i en situation mellem serviceforringelser og skattestigninger, mener DF's Martin Frausing Poulsen

Martin Frausing Poulsen, byrådsmedlem (DF), 2. viceborgmester og formand for Skanderborg Forsyning, Låsbyvej 111, Veng, 8660 Skanderborg

debat På sidste byrådsmøde fik Dansk Folkeparti støtte til, at vi skulle forsøge at råbe Christiansborg op i en annonce mod udligningsreformen. I det oprindelige udspil lød overskriften: 'Skanderborg bliver landets fattigste kommune.' Venstre endte med at bakke op om indholdet, men ville have teksten ændret til: 'Mette Frederiksen gør Skanderborg Kommune til en af landets fattigste kommuner.'

Et flertal i byrådet vedtog dog en anden tekst: 'Bliver Skanderborg Danmarks fattigste kommune?'

Mindre end en uge efter behandlingen i byrådet nåede annoncen dog ikke at blive offentliggjort mange steder, førend regeringen (Socialdemokraterne) sammen med Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativet indgik en aftale, der potentielt kan skyde den borgernære kernevelfærd i Skanderborg Kommune yderligere i sænk.

I skrivende stund lyder den årlige regning til Skanderborg Kommune på 42,8 millioner kroner, der enten kan findes ved nedskæringer eller ved en skattestigning på ca. 0,43 procent (indeholdt. 0,05 procent på grund af det skrå skatteloft).

I Dansk Folkeparti ønsker vi at holde skatterne i ro, men er ikke med på yderligere serviceforringelser indenfor børne-, unge-, ældre- og socialområderne. Situationen syntes at være låst urokkelig fast i en situation mellem serviceforringelser og skattestigninger.

Lige nu er ansvaret ikke kun Mette Frederiksens (S), men også Jakob Ellemann Jensens (V), Pia Olsen Dyhrs (SF), Torsten Gejls (Å) og Morten Østergaards (R). Derfor vil det klæde Venstre, Socialdemokraterne, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre og Alternativets byrådsmedlemmer, om de vil holde et fællesmøde og fremlægge en plan til afhjælpning af den katastrofe, de respektive partier på Christiansborg lader ramme borgerne i Skanderborg Kommune.

I Dansk Folkeparti ser vi frem til udspillet og er som altid klar til kamp for de sociale områder i kommunen, selvom Mette, Jakob og Co. gør Skanderborg til en social fattigere kommune.

Publiceret 06 May 2020 14:30