Sølund Musik-Festival bliver ikke gennemført i år. Tilgengæld planlægges et brag af en 35-års jubilæumfest i juni 2021. Arkivfoto: Christina S. Johansen

Sølund Musik-Festival bliver ikke gennemført i år. Tilgengæld planlægges et brag af en 35-års jubilæumfest i juni 2021. Arkivfoto

Sølund Musik-Festival aflyser: Faren for en smitte-bombe er for stor

Fejringen af 35-året for Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede udskydes til juni 2021

Af
Grethe Bo Madsen

Sølund Musik-Festival har i dag besluttet endegyldigt at trække stikket til årets festival, der skulle have været en festlig markering af 35-års jubilæet. Den fejring er nu udskudt til 8.-10. juni næste år.

"Vi forsøgte at sikre festivalen i år ved at flytte den til september, men det har desværre vist sig ikke at være tilstrækkeligt," konstaterer festivalleder Lasse Mortensen

"Faren for at vi kan blive startskuddet til en stor stigning i smittetrykket, så udsatte og skrøbelgie borgere bliver smittet og mange med alvorlig sygdom til følge, samt risikoen for at vores gæster smitter andre, når de drager hjem efter tre dages fantastisk fest, er alt for stor," forklarer festivallederen.

Mange har bombarderet festivalkontoret med henvendelser, for at få et vide, om festivalen ville blive gennemført, og ifølge Lasse Mortensen vil aflysningen gøre mange af festivalens trofaste deltagere ulykkelige.

Ulykkelige gæster

"Alle omkring festivalen bliver ulykkelige. Bunker af telefonopkald til kontoret og bunker af mails i vores indbakke vidner om, hvor meget denne festival betyder for os alle sammen. Men vi må ikke sætte de knap 25.000 gæster og vores 2500 frivilliges ve og vel på spil. Det vil være dybt uansvarligt. Vi skal have fokus på ansvarlighed og samfundssind," understreger han.

Sølund Musik-Festival blev fanget som en lus mellem to negle, da statsministeren aflyste festivaler og arrangementer frem til slutningen af august. For at være på forkant med udviklingen havde festivalledelsen nemlig besluttet at rykke datoen for festivalen fra juni til starten af september.

Det skulle vise sig at give bagslag, fordi festivalen dermed ikke var omfattet af påbuddet om at aflyse, og derfor heller ikke umiddelbart kunne få del i hjælpepakker til festivaler. Derfor stod festivalen til at skulle bære det økonomiske tab ved en aflysning helt alene. En situation, der kunne have kostet festivalen livet.

Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede har en trofast deltagerskare. For dem er festivalen årets absolutte højdepunkt. Arkivfoto: Christina S. Johansen

Verdens største musikfestival for udviklingshæmmede har en trofast deltagerskare. For dem er festivalen årets absolutte højdepunkt. Arkivfoto: Christina S. Johansen

Får del i hjælpepakke

"Vi har på intet tidspunkt været i tvivl om, at en aflysning af festivalen var det eneste rigtige. Vi kunne ikke melde en status ud, da vi ikke kunne få politikernes ord for, at vi var dækket ind af hjælpepakkerne, når festivalen var flyttet fra juni til september. Nu er garantien kommet fra erhvervsministeren, og derfor kan vi melde en aflysning ud," oplyser Lasse Mortensen.

"Vi satser i den grad på at lave et brag af en fest i juni 2021. Vi kan ikke love at musikprogrammet er fuldstændig det samme, men vi bestræber os på at få flest mulig med over fra den planlagte festival i 2020 til 2021. Planen var, at D-A-D, JUNG, Alphabeat, Medina, Burhan G., Birthe Kjær & The Feel Good Band, Kandis og 25 af Danmarks bedste live bands skulle have gæstet festivalen. Bøfferne, øllerne og pølserne er til gengæld ikke de samme, dem skal vi nok få udskiftet til 2021," lover festivallederen.

Publiceret 06 May 2020 12:49