Andreas Vind, forstander på Brøruphus Efterskole, i en online-samling med de hjemsendte elever. Foto: Brøruphus

Andreas Vind, forstander på Brøruphus Efterskole, i en online-samling med de hjemsendte elever. Foto: Brøruphus

Efterskoler uden elever: Frygteligt stille og besynderligt

Efterskolerne Brøruphus og Klank håber stærkt på en snarlig genåbning

Af
Claus Sonne

De er rørende enige, Andreas Vind, forstander på Brøruphus Efterskole, og Klaus Larsen, forstander på Klank Efterskole: Der er surrealistisk 'corona-stille' på deres efterskoler.

"Jeg kan næste ikke overskue, at den her nedlukning af efterskolerne skal vare længere," sukker Andreas Vind, der som Klaus Larsen tror og håber på, at der efter 10. maj igen må komme elever på efterskolerne.

"Alle synes, at det her er synd for efterskoleelever, og der er er voldsomt pres på politikerne. Men vi kan kun krydse fingre," siger Klaus Larsen.

De to forstandere er enige om, at eleverne i givet fald vender tilbage til en noget anden hverdag.

"Vi snakker jo afstand og øget på fokus på hygiejne, og det blive altså svært, " siger Andreas Vind, mens Klaus Larsen taler om 'restriktioner, vi kan leve med'.

"På en efterskole er man nu engang tæt på hinanden," siger Klank-forstanderen, der har cirka 120 elever under sine vinger.

"Vi har elev fra Spanien og to fra Grønland, og de kommer nok ikke ikke tilbage," konstaterer Klaus Larsen.

Se billederne fra de elevfri efterskoler her:

Begge forstandere fortæller om en effektiv onlineundervisning, som både lærere og elever hurtigt har taget til sig.

"Men der er store afsavn ved ikke at være sammen rent fysisk," fastslår Andreas Vind.

"Det er helt klart linjefagene, som fx dans og cykling, der har været den største udfordring rent undervisningsmæssigt. Så de får et spark bagi, når og hvis eleverne kommer tilbage," fortæller Klaus Larsen.

Flere kreative tiltag

Både Brøruphus og Klank har, ud over at holde gang i undervisningen, sat en række kreative både i søen for at holde kontakten til og humøret oppe hos eleverne - og personalet på efterskolerne.

Brøruphus har eksempelvis afholdt online-banko, hvor man bl.a. kunne vinde fritagelse for morgenrengøring, og sendt en t-shirt og småkager til alle 180 elever. På Klank har et nydannet lærerband indspillet en video som hilsen til eleverne.

Publiceret 05 May 2020 19:00