Danmarks Kærligste Festival, bliver Sølund Musik-Festival ofte kaldt, og ikke uden grund, for deltagerne her er spontant kærlige, og uddeler ofte kys og kram. Det kan være livsfarligt i en tid med coronavirus. Arkivfoto: Christina S. Johansen

Danmarks Kærligste Festival, bliver Sølund Musik-Festival ofte kaldt, og ikke uden grund, for deltagerne her er spontant kærlige, og uddeler ofte kys og kram. Det kan være livsfarligt i en tid med coronavirus. Arkivfoto: Christina S. Johansen

Corona kan koste Sølund Musik-Festival livet

En beslutning om at udskyde festivalen til 1. september kan blive skæbnesvanger for Sølund Musik-Festival

Af
Grethe Bo Madsen

corona Sølund Musik-Festivals ledelse er ufrivilligt kommet til at score et selvmål, der kan vise sig at blive fatalt for festivalens eksistens. I et forsøg på at være på forkant med situationen besluttede ledelsen i slutningen af marts at flyttet årets festival fra juni til begyndelsen af september i troen på, at corona-krisen til den tid ville være forbi.

Derfor kom det som et chok, da Statsminister Mette Frederiksen 6. april på sit pressemøde slog fast, at forbuddet mod store forsamlinger fastholdes til og med august. Det har efterladt Sølund Musik-Festival i en voldsom knibe.

Det gør rigtig ondt i organisationen, når vi - fordi vi var fremsynede i marts og tænkte på vores gæster, der er skrøbelige og udsatte - nu er endt i lidt af en shitstorm og skydes i skoene, at vi er uansvarlige, fordi vi ikke aflyser. Men vi er endt i en frygtelig kattepine

Lasse Mortensen, Festivalleder

Købt eller solgt?

"Vi sidder i venteposition og ved ikke, om vi er købt eller solgt. Skal vi fortsætte og planlægge det, der ville blive festivalens 35. års jubilæum, og som skulle være et brag af en fest, eller skal vi aflyse? Indtil videre kører vi på med planlægningen, for med mindre vi får et decideret påbud fra myndighederne, så vil festivalen lide et så voldsomt økonomisk tab, at det meget vel kan blive enden for Sølund Musik-festival," konstaterer festivalleder, Lasse Mortensen, frustreret og tilføjer:

"Skal vi gennemføre, har vi også behov for at kunne samle over 500 frivillige medhjælpere til opstilling og klargøring. Alene det kommer jo i carambolage med forsamlingsforbuddet på max. 500."

Samtidig med statsministeren udmelding er billetsalget fuldstændig stagneret, og festivalen er blevet skydeskive for påstande om at handle uansvarligt.

"Det gør rigtig ondt i organisationen, når vi - fordi vi var fremsynede i marts og tænkte på vores gæster, der er skrøbelige og udsatte - nu er endt i lidt af en shitstorm og skydes i skoene, at vi er uansvarlige, fordi vi ikke aflyser. Men vi er endt i en frygtelig kattepine," forklarer festivallederen.

Ingen del i hjælpepakker

For sådan som det ser ud lige nu, så kan Sølund Musik-Festival nemlig ikke få del i de hjælpepakker/kompensationsordningerne, der kommer til at gælde for festivaler, hvis den vælger at aflyse, fordi Statsministeren kun nævnte, at festivaler i august skal aflyses.

Samtidig kan festivalen heller ikke påberåbe sig force majeure, fordi corona jo allerede var en realitet, da man valgte at flytte datoen.

Derfor står festivalen i øjeblikket helt alene om at skulle dække sit økonomiske tab ved en aflysning. Og det er stort.

"Uden kompensation får festivalen et stort økonomisk smæk. Kulturelt og socialt vil det være et enormt tab, hvis verdens største musikfestival for mennesker med udviklingshandicap må lukke og slukke som følge af corona-krisen," konstaterer Lasse Mortensen, der arbejder på højtryk for at få en afklaring.

Afklaring nødvendig nu

"Vores gæster forstår ikke, at de skal holde afstand og spritte af. De er spontant kærlige, kysser og krammer og deler sodavandsflaskes. Det er jo utroligt farligt i en corona-kontekst. At samle 20.000 af dem som sild i en tønde, bare få timer efter forbuddet ophæves...det er en tikkende bombe. Det går jo ikke," understreger Lasse Mortensen, der for at få den nødvendige afklaring, har skrevet til både statsministeren og en række andre ministre, til Kultur- og Socialudvalget på Christiansborg samt til handicap- og kulturordførerne. Endnu har ingen svaret.

"Vi er nødt til at have en afklaring hurtigst muligt. Det er nu, vi skal rykke, vi kan ikke blive ved med at vente. Det er jo helt skørt," lyder det fra festivallederen.

Publiceret 05 May 2020 11:30