Sognepræst Line Rudbeck viser her de smukke billeder af balancen mellem lys og mørke.

Sognepræst Line Rudbeck viser her de smukke billeder af balancen mellem lys og mørke.

Skanderborg-præst:

"Vi trives bedst med balance mellem lys og mørke"

Konfirmanders fotoprojekt i Skanderborg konkretiserer behovet for balance mellem lys og mørke, ifølge sognepræst Line Rudbeck

skanderborg I denne tid skulle omkring 200 unge mennesker have siddet bænket og klar til konfirmationer i Skanderborgs kirker. Nu må de grundet Corona-restriktioner vente til august og september.

Præsterne i sognet sender dog konfirmanderne en helt særlig tanke i disse dage. For til en af de sidste undervisningstimer, konfirmanderne havde i kirkecenteret, inden alting lukkede ned, deltog seks ud af elleve konfirmandhold nemlig i en fotoworkshop om lys og mørke med kunstneren Jacob Juhl.

Og netop nu er resultaterne af workshoppen landet i præsternes hænder: 130 fotografier, som konfirmanderne selv har taget. Det fortæller sognepræst Line Rudbeck, der glæder sig til at vise billederne til konfirmanderne.

Her ses de flotte billeder, som konfirmanderne har lavet.

Her ses de flotte billeder, som konfirmanderne har lavet.

"Fotografierne er simpelthen blevet så fine og illustrative. De kredser om balancen mellem lys og mørke og viser os, at uden lys er mørket ikke andet end mørkt. Og uden mørket og skyggerne er der ingen konturer eller mulighed for at orientere sig. Vi har brug for både lys og mørke for at kunne skelne tingene fra hinanden og orientere os," siger Line Rudbeck og tilføjer:

"Og det gælder jo ikke blot i forhold til fotografering eller navigation, men også i forhold til livet. Ja, det er fordi, vi kender til modgang, frygt og også sorg, at vi for alvor kan sætte pris på alt det gode, der er i vore liv. Det kan være gode venskaber, vores familie, det at kunne komme i skole, ting vi er gode til, spændende oplevelser og alt muligt andet."

"I den sidste måneds tid har der været en del mørke i konfirmandernes liv. Coronakrisen og de tanker, der følger med den, måske forældre eller bedsteforældre, der er syge, og som de derfor bekymrer sig ekstra om i denne tid. Dertil kommer den udskudte konfirmation og en lang udsigt til at komme tilbage til skolen og kammeraterne. Med de vilkår virker fotografierne derfor endnu stærkere, end de måske ellers ville gøre og er helt konkrete eksempler på, at lyset bliver meget tydeligt på en baggrund af mørke."

Konkret arbejde

Ofte arbejder sognets konfirmander med et kreativt projekt – nogle gange har de skabt ikoner, andre gange glasmosaikker og denne gang altså fotografier af lys og mørke.

”Det giver en anden forståelse selv at få fingre i nogle af de symboler og begreber, som vi arbejder med til konfirmationsforberedelsen. Det kan give dem en aha-oplevelse og gøre det konkret, hvad det er, vi taler om. Og når konfirmanderne så til deres konfirmation får et smukt produkt med hjem, som de selv har lavet, så giver det forhåbentlig mere mening for dem,” mener Line Rudbeck.

Konfirmandernes fotografier er taget i og omkring Skanderup Kirke, hvor konfirmanderne fik lov til at gå på udkig over alt, så de også lærte alle afkroge af kirken at kende.

mj

Publiceret 03 May 2020 11:30