Susanne har god tid til vovserne nu. Foto: Pernille Stougaard

Susanne har god tid til vovserne nu. Foto: Pernille Stougaard

Pernille skildrer Skanderborg i skyggen af corona

Vi har besøg af en farlig gæst, der vender op og ned på den hverdag, vi kender. Fotograf Pernille Stougaard har stillet skarpt på vores nye hverdag

Af
Grethe Bo Madsen

Mennesketomme gader, lukkede butikker og afspærrede legepladser. Frygten for coronavirusset har trukket et tydeligt spor gennem Skanderborg, siden statsministeren i marts lukkede Danmark ned.

Hos fotograf Pernille Stougaard blev telefonen fra den ene dag til den anden stille og aftalerne i kalenderen forsvandt. Med kameraet om halsen gik hun i gang med at dokumentere vores nye virkelighed.

Det er der indtil nu kommet over 100 billeder ud af og albummet vokser stadig. Her er kronisk syge Mette, der har hængt sin hængekøje op i vinduet, så hun stadig kan følge med i livet udenfor. Her er krondiamantparret Jonna og Verner, der går glip af den store fest, men i stedet får "besøg" af hele familien, der med festligt pyntede biler troppede op kl. 7.30 og dyttede og sang. Her er sognepræsten Lisbeth, der iført hue, handsker og præstekjole holder drive-in gudstjeneste påskedag.

Skanderborg holder afstand

Billederne har Pernille samlet på sin facebookside - Stougaard Fotografi - og albummet kalder hun 'Skanderborg holder afstand'. Og selvom det lyder ildevarslende, er det på ingen måde triste billeder, men billeder fulde af liv, solskin og hjertevarme. De fortæller kort og godt, at nok er vi udfordret, men vi finder en vej sammen...om det så skal være på afstand.

"Jeg er inspireret af en amerikanske fotograf, der startede 'The Front Steps Project' i marts. Hun begyndte at tage billeder af folk fra hendes nabolag, mens de sad på deres fortrapper eller terrasser, nu hvor alle skal holde afstand, og hun ikke længere møder dem, når hun er ude og handle, drikker kaffe eller går tur. Jeg kunne se, at det er noget andet, der kommer i spil i de billeder, og det blev jeg fascineret af," fortæller Pernille Stougaard.

Anderledes fortællinger

"Pludselig ser vi mennesker gå rundt med mundbind og visir. Mennesker bag plexiglasskærme. Vi ser skilte, vi ikke har set før. Vi oplever mennesketomme rum. Det er anderledes og skæve vinkler, som hurtigt at blevet vores nye ny hverdag. Det er der nogle anderledes fortællinger i, og dem vil jeg gerne dokumenterer med mit kamera."

Pernille Stougaards Skanderborg-dokumentar vokser fra dag til dag. Nu ligger der over 100 billeder gemt i albummet, der fortæller om vores nye hverdag i skyggen af corona.

"Dokumentaren er også en måde at holde mig selv i gang. Fra den ene dag til den næste gik jeg fra at have travlt til at have overhovedet ingenting at lave. Det var meget underligt. Så jeg kontaktede corona-hotlinen og spurgte, om det var ok, at jeg gik rundt og tog billeder af folk og steder. Og det måtte jeg gerne, så længe jeg ikke har fysisk kontakt og holder to meters afstand. Og så gik jeg i gang. Billederne viser Skanderborg fra en helt anden side. Både det hverdagsagtige, men også når store og små begivenheder skal markeres, og her har jeg fået lov at være med til så mange rørende og smukke begivenheder," forklarer hun.

Reminder om at jeg er her

Med billederne håber Pernille Stougaard også, at folk husker på, at hun stadig er her.

"Det er også lidt en reminder om, at jeg er her. Jeg kan sagtens tage billeder. Der er også ved at komme flere kunder og opgaver igen nu i takt med, at der genåbnes. I kraft af billedserien er der flere, der kender mig nu end før, så jeg håber, at folk også husker mig og min forretning på den anden side af dette. Jeg er meget spændt på at se, hvordan tingene udvikler sig nu, hvor der langsomt genåbnes og kommer flere folk i gadebilledet, men hvor vi må ikke opføre os som før."

Fakta

Skanderborg under coronakrisen

Hvad gør du i denne specielle tid? Besøger du dine ældre på afstand, eller holder du virtuelle børnefødselsdage? Hvad er anderledes på din arbejdsplads? Vil du være med til at dokumentere Skanderborg under corona-krisen, så send en sms til Pernille Stougaard på 2818 7013. Det koster ikke noget at være med. Billedet kan købes i en særlig udgave efterfølgende.

Publiceret 01 May 2020 11:30