Don't let the sun go down ... FestiWalther skal hyldes - du kan deltage i denne challenge ved at bruge fantasien. Privatfoto

Don't let the sun go down ... FestiWalther skal hyldes - du kan deltage i denne challenge ved at bruge fantasien. Privatfoto

FestiWalther - en fast del af Skanderborg

Vær lidt kreativ og få en gave, lokker folkene bag denne event

Af
Michael Wulff

VROLD Når Jens Hvalsøes 12-årige handicappede søn passerer rundkørslen ved Vroldvej og E45, skal han lige hilse på skovtrolden FestiWalther, som har fået en plads midt i trafikrunddelen.

"Og det gav mig faktisk idéen til, om vi ikke skulle beholde FestiWalther lige der, og lade ham stå som et symbol på det, som Skanderborg er rigtig god til, nemlig fællesskaber og frivillighed," fortæller Jens Hvalsøe, der også er lærer.

Stor opbakning

Nu står han i spidsen for den 100-mand store borgergruppe, som har stablet en challenge - som en udfordring hedder på de kanter - på benene for at skabe endnu mere sammenhold.

Jens Hvalsøe sendte sidste år en ansøgning afsted til kommunens Miljø- og Planudvalg for at få lov at beholde den til tider omdiskuterede FestiWalther i rundkørslen.

"Vi fik et ja og stor opbakning, så jeg cyklede ned til Smukfest-folkene for at høre, om vi måtte bruge figuren - som jo er Smukfest' symbol - til denne challenge," fortæller Jens Hvalsøe, der gik i gang med at skabe facebook-siden 'FestiWalthers rundkørsel.'

Skøre påfund

Her udfordres virksomheder, klubber, foreninger, bands og andre fællesskaber til at deltage i 'FestiWalthers rundkørsel Challenge' med kreativitet, skæve vinkler og skøre påfund, hvor omdrejningspunktet er en velkomst til FestiWalthers permanente placering i rundkørslen ved E45-afkørsel 53 Skanderborg Syd.

Opslaget blev søsat 1. marts, altså 14 dage inden alt lukkede ned i den store corona-lockdown.

"Og det har jo skabt nogen begrænsninger for de foreninger og klubber, som ikke må mødes i denne tid. Vores deadline er sat til 1. juni, men jeg tror, den bliver rykket længere hen på året, når vi midt i maj får nyt fra regeringen."

Gaveregn fra lokale

Der er rigtig stor velvillighed fra butikker og virksomheder.

"Vi vil, når en ny deadline er fundet, lade en fire-fem personers jury trække vinderne ud. Og selvfølgelig sørge for, at 'fem flasker rødvin' ikke tilfalder en børneinstitution fx," siger Jens Hvalsøe, som er administrator på facebooksiden.

Flere har allerede lagt billeder og videoer ind på 'FestiWalthers rundkørsel.'

Vil du deltage og uploade foto eller film, skal du kontakte Jens Hvalsøe for at få adgang til siden.

Publiceret 30 April 2020 11:30