Fodboldspillerne og andre dyrkere af udendørs sport kan igen komme på græs - dog med begrænsninger. Arkivfoto: Michael Wulff

Fodboldspillerne og andre dyrkere af udendørs sport kan igen komme på græs - dog med begrænsninger. Arkivfoto: Michael Wulff

De kommunale boldbaner er åbnet igen - men for begrænset aktivitet

De udendørs kommunale idrætsanlæg har ligget øde siden 12. marts, men nu bliver der igen mulighed for visse former for idræt og aktivitet. Skanderborg Kommune har med sammen med Skanderborg Idrætsråd sendt information ud til de lokale foreninger

Sundhedsmyndighederne tillader nu, at der kan afvikles aktiviteter på kommunale udendørs idrætsanlæg. Det gælder idrætsgrene, der kan gennemføres uden kropskontakt. Dermed er håndbold og fodbold ikke omfattet.

"Vi ved, at mange af vores idrætsforeninger glæder sig til at komme i gang med forårets udendørs aktiviteter, også selv om det i første omgang må foregå meget begrænset," fortæller borgmester Frands Fischer i en pressemeddelelse.

Det er op til den enkelte forening at planlægge aktiviteterne, så de overholder retningslinjer og krav fra Sundhedsstyrelsen.

Godt gang i planlægningen

Skanderborg Kommune har i samråd med Skanderborg Idrætsråd kontaktet de lokale idrætsforeninger og orienteret om mulighederne, så planlægningen af aktiviteter kan foregå inden for de anbefalinger, som sundhedsmyndighederne har udstukket.

Vi ved, at mange af vores idrætsforeninger glæder sig til at komme i gang med forårets udendørs aktiviteter

"De tilbagemeldinger, vi har fået, indikerer, at en del foreninger allerede er godt i gang med at planlægge aktiviteter, der kan afvikles sundhedsmæssigt forsvarligt," fortæller Karsten Aagaard, formand for Skanderborg Idrætssamråd.

Sundhedsstyrelsens anbefalinger er:

• At man ikke må samles flere end 10 personer til aktiviteterne.

• At man skal holde en afstand på 2 meter til andre personer.

• At man er særlig opmærksom på håndhygiejne. Hvis det ikke er muligt at vaske hænder i vand og sæbe, skal man bruge håndsprit.

• At host eller nys sker i albuen eller i et papirlommetørklæde.

• At man skal holde sig hjemme ved symptomer som fx feber, hoste, muskelømhed - og gå hjem selv ved milde symptomer

• At man så vidt mulig skal benytte personlige rekvisitter. Hvis det ikke er muligt, skal man være særlig opmærksom på rengøring.

• At man ikke bruger klubhuse og fælles badefaciliteter.

Skanderborg Kommune og Skanderborg Idrætsråd vil udsende opdaterede informationer til foreningerne omkring den 10. maj, hvor det forventes, at der vil komme nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen.

Publiceret 30 April 2020 13:00