Mindeord om Carl Michelsen

Carl Michelsen døde forrige søndag i sit hjem i Vitved 87 år gammel

skanderborg Carl var skanderborgdreng gennem hele livet. Hans far Niels Julius Michelsen var tømrermester, og Carl var ofte med ham på arbejde. Da faderen var med til at bygge Landsudstillingen i 1937 i Guldbryllupsanlægget ved Dyrehaven, var Carl tit med.

Carl var en ud af en stor børneflok. De var seks drenge og seks piger, der alle voksede op på Møllegade 50. Carls mor var uddannet operasangerinde. Alle børnene skulle lære at spille et instrument. Carls storebror Ingvert blev hornist i Radiosymfoniorkestret og senere professor på Musikkonservatoriet. Det var Carl meget stolt af. Carl gik på kommuneskolen nede på torvet. Han havde øjnene og ørerne med sig – også under besættelsen. Efter skoletiden arbejde han et halvt år som orgelbygger i Risskov, inden faderen kaldte ham hjem, da han havde brug for ham.

Carl blev udlært som tømrer, hvorefter værnepligten blev aftjent i livgarden. Efter værnepligten arbejdede han i faderens tømrerfirma, som Carl sidenhen overtog. I slutningen af 50`erne og op gennem 60´erne og 70´erne var der gang i byggeriet. Carl var med mange steder. Han var bl.a. med ved opførelsen af Morten Børup Skolen. Carl havde kone, børn og en flyvemaskine. Han sad i byrådet for de konservative, var formand for den lokale garderforening, var aktiv som kasserer i håndværkerforeningen og industriforeningen, og han musicerede gerne.

Hans instrument var basunen. I 1979 solgte han værkstedet på Finlandsvej til Falck. Carl fik derefter arbejde for kommunen. Han skulle aktivere en gruppe unge og gøre dem klar til erhvervslivet. De holdt til på Vester Mølle. Ved Kulturhusets start i 1998 manglede man hænder til opstillinger m.m. Her kom Carl med sine unge mennesker. De var ikke altid lige parate til arbejdet, men så skruede Carl bissen på og opgaven blev løst.

I en avisomtale fra dengang blev han kaldt: 'Skanderborgs svar på skipper Fulton.' Carl blev glad for Kulturhuset. Og da de unge mennesker blev sluset ud, fortsatte Carl som frivillig i driftgruppen. Det fortsatte han med lige til sygdom stoppede ham. Han blev gennem årene en uvurderlig person i driftgruppen. Der var ikke det Carl ikke kunne klare. På sit værksted derhjemme reparerede han ting, som var gået i stykker, lavede nye ting til huset, og udtænkte nye løsninger. Han var dygtigt til at organisere arbejdet. Når vi var færdige med arbejdet og havde fået en kop kaffe og en bolle fortalte han ofte om Skanderborg. Årstal, datoer og klokkeslæt fløj om ørerne på os, når historierne væltede ud af ham. Carl var en rigtig god fortæller. Sammen med Connie og hunden Liva var Kulturhuset hans et og alt. En bedre ambassadør end Carl, kunne Kulturhuset ikke ønske sig.

Ære være Carls minde.

Kulturhusets driftgruppe.

Publiceret 27 April 2020 13:00