Jeppe Krogh Kristensen har sat sig i førersædet som ny chefgreenkeeper, mens den fratrædende, Stig Helms Petersen (th), fortsætter i greenkeeperstaben. Foto: Per Pedersen.

Jeppe Krogh Kristensen har sat sig i førersædet som ny chefgreenkeeper, mens den fratrædende, Stig Helms Petersen (th), fortsætter i greenkeeperstaben. Foto: Per Pedersen.

Årets golfklub 2019 får ny chefgreenkeeper

GOLF Silkeborg Ry Golfklub, der i 2019 blev kåret som Årets Golfklub af Golfavisen/Golfmagasinet, skifter den 1. maj ud på posten som chefgreenkeeper, der gennem de seneste 11 år har været besat af Stig Helms Petersen.

Han afløses af Jeppe Krogh Kristensen, der kommer fra et job som salgsansvarlig hos Resink Turfcare (golfmaskiner).

Efter et betydeligt høretab og en deraf følgende sygemelding med stress har Stig Helms Petersen ønsket at træde et skridt tilbage med mindre administrativt ansvar i det daglige. Han fortsætter således i klubben og vil assistere med indkøringen af Jeppe Krogh Kristensen, som han i øvrigt selv har anbefalet som sin afløser.

"Stig Helms Petersen har ydet en fantastisk indsats i klubben og kronede sit værk med Made in Denmark på European Tour i 2018 og Challenge Tour i 2019. Det kræver både kompetencer, erfaring, lederevner og den rette personlighed at vedligeholde og videreudvikle et af landets største, mest anerkendte og varierede golfanlæg med tilsammen 54 huller," siger golfmanager Mads Faber, der også har store forventninger til den nye chefgreenkeeper.

"Vi anser det for lidt af et scoop, at vi med kort varsel på denne tid af sæsonen kan byde velkommen til en kapacitet som Jeppe Krogh Kristensen. Det er samtidig også en cadeau til vores måde at drive golfklub på, når så dygtige folk finder det attraktivt med ansættelse i vores klub. Vi ser frem til samarbejdet og glæder os samtidig over at kunne beholde Stig Helms Petersens kompetencer i vores stærke team af greenkeepere i Ry og Silkeborg."

Jeppe Krogh Kristensen har et flot cv med greenkeeper-uddannelse i Esbjerg Golfklub, hvor han fortsatte som chefgreenkeeper indtil 2003, før han blev chefgreenkeeper i Brundtland Golf & Hotel.

I perioden 2006 til 2012 var han assisterende course manager på The Scandinavian i Farum, hvorefter han arbejdede som chefgreenkeeper i Kerteminde på Great Northern i hele opstartsfasen 2012 til 2017. Efter et år som freelance greenkeeper-konsulent i Holland og Belgien har Jeppe Krogh Kristensen haft jobbet som ansvarlig for salget hos Resink Turfcare.

"Jeg glæder mig til at komme i gang i Silkeborg Ry Golfklub, lære banen og medarbejderstaben at kende og bygge videre på det gode arbejde, som Stig Helms Petersen og medarbejderne har udført gennem mange år," siger Jeppe Krogh Kristensen.

Publiceret 27 April 2020 15:30