Vinder af Træskoprisen 2020 blev Kristina Ceravolo (tv). Karl-Erik Jørgensen, næstformand i Ry Borgerforening og formand for Ry Borgerforening Leif Laursen havde en ekstra gave med til Kristina, som de vidste, ville falde i god jord. Det er 'Kæmpemallen fra Knudsø', som tidligere hang på væggen i det nu nedlagte VisitSkanderborg. Pressefoto

Vinder af Træskoprisen 2020 blev Kristina Ceravolo (tv). Karl-Erik Jørgensen, næstformand i Ry Borgerforening og formand for Ry Borgerforening Leif Laursen havde en ekstra gave med til Kristina, som de vidste, ville falde i god jord. Det er 'Kæmpemallen fra Knudsø', som tidligere hang på væggen i det nu nedlagte VisitSkanderborg. Pressefoto

Kristina Ceravolo får Årets Træskopris

Ry Borgerforening har i år givet prusen til ildsjælen, der udvikler turismen i Ry og omegn

PRIS Årets Træskopris, som har været uddelt siden 1972, blev tirsdag 21. april uddelt med følgende tale af formanden for Ry Borgerforening:

"Træskoprisen uddeler Ry Borgerforening til en person, som har ydet en bemærkelsesværdig indsats for Ry og omegn. Hvem der skal have prisen i 2020, besluttede vi allerede på vores møde i januar.

Siden januar har meget ændret sig. Vi havde bestemt ikke forstillet os, at vi skulle stå på havnen i Ry og uddele træskoene sammen med en lille flok på højest 10 mennesker, som ovenikøbet står i en vis afstand fra hinanden. Vi havde heller ikke forestillet os, at prisen skulle overrækkes uden hverken håndtryk eller knus.

Men alt dette gør bestemt ikke hæderen mindre fortjent for årets prismodtager, som er Kristina Ceravola. Kristina, du har de seneste halve snes år gjort et kæmpe arbejde med at udvikle turismen i Ry og omegn. Også på den front har tingene omkring dig været turbulente. I mange år har vi haft et lokalt turistbureau og en lokal turistforening med dig som kompetent formand. Sådan var der nogen, som mente, at det ikke længere skulle være. I centraliseringens hellige navn blev tingene flyttet til Aarhus.

Der kunne være en fare for, at det hele kunne udvikle sig til en Aarhus-historie, hvor Ry og Søhøjlandet ville blive overset. Men også her har du sammen med andre trådt i karakter og sørget for, at turistarbejdet stadig har en lokalforankring i Foreningen Søhøjlandet – som du også er formand for. Man må sige, at I har haft en turbulent start. Men jeg er sikker på, at med dig i spidsen skal det hele nok gå. Med din kompetence, din energi og ikke mindst dit smittende humør kan det simpelthen ikke gå galt.

Også på en anden front har du de seneste år været med til at udvikle det lokale turistbillede. Her må du dele æren med din mand Pasquale. I har gennem jeres madkunst og jeres flotte opbygning og udvikling af restauranterne Hotel Juelsø og Lake Side trukket mange gæster til. At vi lokale så også nyder gavn af jeres indsats gør bestemt ikke hæderen mindre fortjent."

Publiceret 23 April 2020 10:30