Bybusserne kører igen efter den normale køreplan, men de tiltag, der er sat i værk for at passe på chaufførerne og passagererne vil fortsat være gældende. Pressefoto

Bybusserne kører igen efter den normale køreplan, men de tiltag, der er sat i værk for at passe på chaufførerne og passagererne vil fortsat være gældende. Pressefoto

Midttrafik kører normalt igen

Midttrafik kører igen efter de normale køreplaner for både busser og letbane. Tiltagene for at beskytte kunder og chauffører fortsætter dog også efter 14. april.

Regeringen åbner nu langsomt op for Danmark. Transport- og boligminister Benny Engelbrecht har meddelt trafikselskaberne, at der skal køres med normalt drift fra tirsdag 14. april. Også Midttrafiks skolebusruter er klar til at køre igen fra 15. april.

De nuværende tiltag, der er lavet for at beskytte kunder og chauffører mod smitterisiko, fortsætter også efter 14. april.

Færre kunder i busserne

Midttrafik henstiller til, at busserne af hensyn til kunderne kun medtager cirka 25 i en almindelig bus og cirka 40 i en ledbus. Kunderne bliver opfordret til at sprede sig så meget ud i bussen som muligt – både på sæder og på ståpladser.

Kunderne skal følge chaufførens anvisninger. Midttrafik følger bussernes kapacitet nøje og vil indsætte flere busser, hvis der er behov for det. Chaufførerne har ret og pligt til at lukke dørene og køre forbi stoppesteder, hvis bussen er fyldt.

Midttrafiks kontrollører vil være til stede ved udvalgte stoppesteder og hjælpe chauffører og kunder med at overholde de nye retningslinjer.

Samtidig vil der være ekstra rengøring af busserne på grund af coronavirus/covid-19.

Hensyn til chaufføren

Det er fortsat ikke muligt at bruge bussens fordør til ind- og udstigning. Det samme gælder den forreste sæderække i bussen. Midttrafik opfordrer kunderne til at hjælpe chaufføren og undgå forsøg på at stige ind i en bus, der er fyldt.

Ingen kontantbetaling

Midttrafik følger fortsat myndighedernes anbefaling om ikke at modtage kontantbetaling i busserne. Vi henviser til betaling med Midttrafik app, rejsekort eller køb af billet i vores webshop, der enten kan printes eller vises på en telefon.

Vis hensyn ved ind- og udstigning

Midttrafik opfordrer kunderne til at vise hensyn ved ind- og udstigning. Kunder på vej ind i bussen skal holde til højre og lad andre komme ud, før de går ind i bussen. Kunder på vej ud af bussen skal holde til højre, så der bliver afstand til de kunder, der venter udenfor.

Følg myndighedernes anbefalinger

Rejs uden for myldretiden, hvis det er muligt

Vis hensyn til andre. Hold afstand. Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder

Vask dine hænder tit eller brug håndsprit

Er du syg, eller formoder at være smittet, skal du ikke rejse med kollektiv trafik

Ingen rejsegaranti

På grund af force majeure er rejsegarantien suspenderet fra og med 11. marts 2020.

Midttrafik Kundecenter

Der vil være lukket for personlig betjening på Midttrafik Kundecenter frem til 10. maj. Kunderne kan fortsat ringe på tlf. 70 210 230 og få vejledning omkring billetter, køreplaner m.m. inden for normal åbningstid. Ventesal og café holder åbent.

bo

Publiceret 14 April 2020 16:00