Vesterskovvej i Skanderborg er et af de steder, hvor der allerede bygges. Og der er brug for boliger, siger SparNord. Foto: Michael Wulff

Vesterskovvej i Skanderborg er et af de steder, hvor der allerede bygges. Og der er brug for boliger, siger SparNord. Foto: Michael Wulff

Ny analyse:

Skanderborg Kommune har det næststørste boligbehov i Danmark

Kun i Københavns Kommune er der brug for flere boliger end i Skanderborg Kommune

Hele 68 kommuner skal kunne tilbyde flere boliger, end tilfældet er i dag, hvis de skal imødese befolkningsudviklingen frem mod 2045, og for nogle kommuner kræver udviklingen et gedigent tilfælde af vokseværk.

Foruden storbyer som København og Aarhus gælder det særligt for en række jyske vækstområder, herunder Skanderborg, og ikke mindst forstadskommunerne til København, der alle har udsigt til stor befolkningstilvækst. Det skriver SparNord i en analyse.

København vokser mest

Ikke overraskende er det Københavns Kommune, som skal vokse mest frem mod 2045. Her skal boligudbuddet udbygges med 10,8 procent svarende til flere end 67.000 nye boliger. De to jyske kommuner Skanderborg og Horsens indtager henholdsvis anden- og tredjepladsen over kommuner, der skal vokse mest i forhold til sin nuværende størrelse. Kommunernes boligudbud skal således vokse med mere end 10 procent for at imødese befolkningsudviklingen, hvilket svarer til godt 6.400 boliger i Skanderborg Kommune og lidt flere end 9.000 boliger i Horsens Kommune.

"Det er bemærkelsesværdigt, at Skanderborg og Horsens kommer til at vokse hurtigere end både storbyer som Aarhus og Aalborg samt de attraktive forstadskommuner til København, mens man også kan notere sig, at Silkeborg Kommune ligger med i top-10 over de kommuner, der skal vokse mest. Bag denne udvikling ligger blandt andet, at disse byer ligger i pendlerafstand til vækstområder som Aarhus og trekantområdet, i tæt afstand til motorvejen og i områder ved fjord, sø eller skov, hvilket gør dem til attraktive boligområder," fortæller cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.

Publiceret 09 April 2020 11:30