Kirkesanger Nicoline Aagaard, sognepræst Line Rudbeck og den saxofonspillende kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen på Plejecenter Dagmargården. Foto og video: Michael Wulff

Kirkesanger Nicoline Aagaard, sognepræst Line Rudbeck og den saxofonspillende kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen på Plejecenter Dagmargården. Foto og video: Michael Wulff

TV: Kirke i en corona-tid:

Præst som gårdsanger på plejecentre

Der nytænkes i kirken i denne corona-tid

Af
Michael Wulff

SKANDERBORG ”Vi vil forsøge at skabe glæde her fra gården,” siger sognepræst Line Rudbeck, mens hun får lagt sine papirer fra sig på et bord i blæsten udenfor Plejecenter Dagmargården i Skanderborg.

Det er fredag før palmesøndag, optakt til påske.

En trio er klar til MGGP. Præsten får hjælp af kirkesanger Nicoline Aagaard og den saxofonspillende kirke- og kulturmedarbejder Hanne Ortvad-Larsen.

”Ja, det er det, vi kalder det: Mini Gudstjeneste Gårdsanger Påske,” forklarer Line Rudbeck og gør megafonen klar. De skal også kunne høre påskeevangeliet oppe på 2. sal.

”Jeg har ikke prøvet dette før, men jeg ved, at mange i hele landet nu prøver konceptet af.”

Coronakrisen har - også - lukket landets kirker ned. Samtidig er beboerne på plejecentrene isoleret af frygt for, at smitten skal sprede sig til de ældre. Men når de ikke kan komme i kirke, kan kirken komme til dem.

Følger med på to etager

En snes beboere indenfor på Dagmargården er nu klar til denne mini-gudstjeneste udenfor.

Pressen er mødt frem. Foruden denne nærværende Uge-Bladet Skanderborg er Morgenavisen Jyllands-Posten repræsenteret ved journalist og fotograf. Seancen skal bredes ud til hele landet, mener de på den store avis.

Hanne Gormsen fylder 82 år til maj. Hun er en af beboerne og har som fast tradition, at gå ud til slotskirken hver søndag og deltage i gudstjenesten.

"Vi har glædet os"

”Men nu kan vi jo ikke komme der. Så det er rigtig dejligt, at de holder gudstjeneste her. Det er så skønt,” siger hun og får et sanghæfte i hånden.

Aktivitetsleder på Dagmargården Helle Holm glæder sig også – især ovenpå de sidste ugers trængsler med corona-frygt.

”Stemningen er ved at være lidt trist her på plejecentret. Men alle har glædet sig rigtig meget til besøget i dag. Vores beboere savner jo deres familier, og mange af dem er for gamle til at kunne bruge skype, facetime og internet. Men det her hjælper rigtig meget,” siger Helle Holm.

MGGP gentages på to andre plejecentre i Skanderborg, Møllehjørnet og Kildegården, mandag 6. april.

Publiceret 08 April 2020 15:00