Ambiente er nomineret til Årets Kontorbyggeri, blandt andet fordi byggeriet er gennemtænkt helt ned i mindste detalje. Pressefoto Ambiente

Ambiente er nomineret til Årets Kontorbyggeri, blandt andet fordi byggeriet er gennemtænkt helt ned i mindste detalje. Pressefoto Ambiente © Christian B // YELLOWS (2019)

Ambientes nye domicil er nomineret til årets kontorbyggeri

For første gang kåres årets bedste kontorbyggeri, og Skanderborg-virksomheden Ambiente er en af de fire nominerede

skanderborg Nohrcon, der i flere år har kåret Årets Skolebyggeri og Årets Sundhedsbyggeri, vil for første gang i år kåre Årets Kontorbyggeri.

Prisen er stiftet for at sætte fokus på de mange vellykkede kontorprojekter til inspiration for andre.

Fire kontorbyggerier er nomineret, og blandt dem er Ambientes nye domicil i Skanderborg.

Desuden er Fredsted Floors og Global Timbers nye lagerbygning og kontor i Aarhus nomineret, samt Framehouse - det nye kontorhotel på Amagaer - og Nexus CPH, et nyt fælles kontordomicil til fem statslige styrelser i København.

Gennemtænkt i mindste detalje

"Nordisk, minimalistisk, tidløst, funktionelt og gennemtænkt ned til mindste detalje, men samtidig smukt, moderne og stemningsfuldt domicil. En unik atmosfærefyldt bygning designet til at skabe gode rammer om virksomhedens medarbejdere," lyder det blandt andet i dommernes begrundelsen for valget af Skanderborg-virksomheden.

Hos Ambiente, der lever af at tænkte kreativt og skabe messestande, butikker og indrette domiciler for en lang række kendte danske og internationale brands, er man stolte af nomineringen.

"Målsætningen var at bygge fremtidens domicil. Noget, der ikke er set før, og som får folk til at sige wauw. Og frem for alt et sted, det er fedt at arbejde og være - med højt til loftet på alle måder. Selv om det er vores hjemmebane, er vi meget stolte af at være nomineret i et stærkt felt," siger Ambientes ejer og Creative Director, Michael Skjødt.

Rå og ærlig

Ambientes nye domicil har en imponerende loftshøjde på 6,5 meter næsten overalt, og ingen forskel på det grundlæggende udtryk i produktions- og lagerhallerne og i administrationen.

Bygningerne med betonvægge og -gulve er, som de er: Rå og ærlige og med alle de skavanker og sprækker, beton nu engang har.

I administrationen har man skabt et arkitektonisk statement bestående af 18 hvide ’huse’, der visuelt er som forskudte kasser stablet oven på hinanden for at skabe rumlige oplevelser i det ellers åbne kontorlandskab.

Ambientes domicil er i øvrigt bygget for under 30 pct. af, hvad store prestige-byggerier typisk koster at opføre.

De fire nominerede dyster i en offentlig konkurrence og vinderen afsløres 22. april.

bo

Publiceret 03 April 2020 18:00