Pernille Skriver Lynglund og Claus Holm Lynglund er gift og har sammen to børn. Pressefoto.

Pernille Skriver Lynglund og Claus Holm Lynglund er gift og har sammen to børn. Pressefoto.

Webbureau:

"Vi sætter holdet efter opgaven"

Pernille Skriver Lynglund og Claus Holm Lynglund er rykket til Ry med deres webbureau Lynglund

Af
Anette Bonde

Webbureauet Lynglund er netop flyttet i nye rammer på Bakkelyvej 2 i Ry. Hidtil har Pernille Skriver Lynglund og Claus Holm Lynglund arbejdet fra hjemmekontoret i en lille skovløberbolig i Rye Nørreskov ved Himmelbjerget, men Ry trak mere og mere.

"Vi arbejder primært tæt sammen med lokale kræfter og glæder os til at blive en større del af Ry erhvervsliv."

Sætter holdet efter behov

Konceptet i Lynglund er, at holdet til den enkelte opgave sættes ud fra det behov, kunden har. Det betyder, at Lynglund fra sag til sag allierer sig med kapaciteter i deres netværk.

"På 'vores' måde betaler virksomheder kun for den tid og de kompetencer, de rent faktisk har brug for. Vi kan løse mange forskellige typer af opgaver, fordi vi sætter holdet efter opgaven. Det gør os meget mere fleksible end for eksempel et bureau med fastansatte."

Holdet udgøres af et veletableret samarbejde med andre freelancere i Ry, som hver især har deres spidskompetencer. Pernille ser denne model som en styrke og som et scenarie, der givetvis vil blive blive mere almindeligt fremover.

"På den måde står vi stærkere og kan tage større opgaver ind, så vi kan udfordre det etablerede. Vi oplever, at der er en stigning i virksomheder og mindre erhvervsdrivende, der gerne vil væk fra det traditionelle reklamebureau. De søger i højere grad en samarbejdspartner der har fokus på værdier og som prioriterer det gode samarbejde."

Fokus på bæredygtighed

Ifølge Pernille er den digitale virksomhed Lynglund på forkant med, at verden forandrer sig.

"Vi har fokus på bæredygtighed, iværksætteri og støtter altid den gode sag. Vi ønsker at udfordre fremtidens værdier og den måde, vi arbejder og samarbejder på."

Det kommer for eksempel til udtryk ved, at Lynglund er villige til at tage chancer og være med på iværksættereventyr og ved at støtte godt tiltag uden det store budget.

"Vi prioritere de kunder og opgaver vi mener har fokus på de værdier, fremtiden har brug for. Det er ikke nødvendigvis deres produkter, der skal være visionære eller løse klodens miljøproblemer, men det er hvordan virksomheden prioritere deres medarbejdere og mennesket bag, er tro mod deres egne værdier og er bevidste om, at der findes andre bundlinjer end den økonomiske. Virksomheder der er bevidste om, at der findes bæredygtig ledelse, sunde værdier og glade medarbejdere samt samarbejdspartnere."

De samme krav er der til de freelancere, Lynglund arbejder tæt sammen med.

"Vi indgår alle i et forpligtende fællesskab, hvor vi er afhængige af hinanden og at vi leverer det aftalte. Og det gør vi, fordi samarbejdet er et sikkerhedsnet for os. Vi er hinandens kolleger. Det kan være både hårdt og ensomt at være mikroselvstændig, men ved at samarbejde i et forpligtende fællesskab, så har vi et tæt netværk af ligesindede omkring os - og dem er der heldigvis mange af i Ry og omegn."

Publiceret 02 April 2020 11:30