"I krisetider er det vigtig at hjælpe sit netværk. Stort set alt mit arbejde er genereret gennem networking. Derfor falder det helt naturligt at lave lidt payback og sprede lidt positiv energi," siger Per Bille om sine virtuelle kaffemøder med visuelt servicetjek. Foto: Brian Rasmussen

Tænk nyt:

Coronakrisen har ingen nødudgange

Fotograf Per Bille insisterer på at se muligheder fremfor problemer. Nu tilbyder han virtuelle kaffemøder med visuelt servicetjek af virksomheders kommunikation og branding

Af
Grethe Bo Madsen

erhverv "Vi kan begrænse, passe på os selv og hinanden, måske få et plaster på såret med en hjælpepakke, men situationen kan vi ikke ændre på."

Sådan lyder det eftertænksomt fra fotograf Per Bille, der erkender nødvendigheden af, at vi alle tager coronavirus alvorligt og gør, hvad vi kan for at stoppe spredningen. Men som mange andre iværksættere er han med god grund bekymret for sin erhvervsmæssige fremtid.

Med coronakrisen som katalysator forsøger han derfor at tænke positivt, ikke lade sig kue, men i stedet udnytte tiden til at se nye kreative muligheder.

"Mange har lige nu en begrænset eller slet ingen omsætning. Så kan det være svært at finde overskuddet til at tænke positivt, men jeg tror, det er en vigtig forudsætning for at overleve i svære tider. Vi kan ikke ændre på årsagen til krisen, derfor kan vi lige så godt bruge energien på se nye muligheder," konstaterer han.

Stærk kommunikation

Selv savner han en hverdag fyldt med spændende oplevelser og mødet med mennesker.

"Jeg elsker at være udfordret på at skabe spændende billeder, spotte de gode historier, skæve vinkler, pudsige detaljer. Jeg er født nysgerrig og med en livlig fantasi, og det er derfor et privilegie hver dag at få lov til at stille spørgsmål og slippe fantasien løs sammen kunder og samarbejdspartner," fortæller han.

"Måske er min hjerne lidt krøllet, for jeg hygger mig ofte med at oversætte hverdagsoplevelser til karikeret tegneserie. Det er et stærkt redskab til at optimere den visuelle kommunikation. Kunsten er så at oversætte tegneseriernes input til et visuelt udtryk, der passer til kundens visuelle branding. Dialogen og det analyserende arbejde, der går forud for selve fotograferingen, holder jeg meget af. Den visuelle historiefortælling og arbejdet med kreative tanker og mødet med mennesker fylder min hverdag med god energi."

Men nu er hverdagen sat på hold. Langt de flest fotoopgaver er enten udsat eller aflyst. Events, messer, portræt- og virksomhedsfotografering, bryllup og konfirmationer you name it.

"Jeg savner mit sociale samvær med netværk, kunder og samarbejdspartner. Kaffen kan jeg godt drikke hjemme, men jeg får ikke min daglige udfordring i at skulle se muligheder og tænke visuelt."

Visuelt serviceeftersyn

Derfor har Per udnyttet tiden de første uger hjemme til at tage en tur op i helikopteren og set sin business i et større perspektiv. Og det er der kommet en ide ud af, som forhåbentlig kan vise sig værdifuld for andre iværksættere og virksomheder.

"Jeg er i fuld gang med at kontakte virksomheder i mit netværk, som jeg kan tilbyde en virtuelt kop kaffe, samtidig med at vi sammen laver et strategisk eftersyn af deres virksomheds visuelle markedsføring og branding," forklarer han.

"Jeg tager udgangspunkt i det materiale, folk har liggende, og gennem en række spørgsmål bliver vi sammen klogere på om der er sammenhæng med din business' kernehistorie. Jeg vil selvfølgelig også bidrage med at se muligheder for at optimere den visuelle retorik."

Indtil videre er de virtuelle kaffemøder gratis.

"Til gengæld får jeg mulighed for at udvikle min spørgeteknik, holde min kreative del af hjernen beskæftiget, og sidst men ikke mindst plejet mit netværk," understreger han.

"I første omgang er den visuelle sparring et tilbud til mine nuværende netværksrelationer, men alt efter hvordan tingene udvikler sig, så er jeg også klar på at tilbyde det visuelle servicetjek gratis til andre, der finder det interessant."

Publiceret 02 April 2020 18:30