Maja Plougmann, t.v., sammen med sine kollegaer i Søhøjlandets Begravelsesforretning, mor, bedstefar og moster. Privatfoto

Maja Plougmann, t.v., sammen med sine kollegaer i Søhøjlandets Begravelsesforretning, mor, bedstefar og moster. Privatfoto

Corona-krise:

Bedemænd livestreamer begravelser

Corona-krisen betyder ændringer for alle. Også begravelsesforretninger skal tænke nyt

Af
Anette Bonde

covid19 Som vist nok en af de første i landet tilbød Søhøjlandets Begravelsesforretning i Ry allerede i lørdags live-streaming af bisættelser og begravelser. Det er selvfølgelig affødt af corona-krisen og forbuddet mod større forsamlinger.

På grund af karantæne måtte en ægtefælle og et barn ikke deltage i begravelseshandlingen, så livestreaming var nærliggende.

"Vi var nødt til at finde en løsning. Vi havde jo læst om, at folk havde svært ved at der kun måtte være 10 med ved bisættelse eller begravelse," fortæller bedemand Maja Plougmann.

Hun understreger, at streamingen er helt privat, idet det kun er de medlemmer og venner af familien, der er tilmeldt begivenheden, der får adgang via et tilsendt link.

Overvældende interesse

Maja Plougmann konstaterer, at der har været overvældende interesse for nyskabelsen, efter at bedemandsforretningen i lørdags 21. marts fortalte om muligheden på Facebook.

"Det gik helt amok. Der var masser af aktivitet og både Ekstrabladet og BT ringede. Også andre bedemænd har henvendt sig."

Søhøjlandets begravelsesforretning har fem bisættelser inden for de næstkommende dage, hvor de pårørende har ønsket at gøre brug af muligheden.

Maja Plougmann er med sine 23 år i øvrigt en af de yngste bedemænd, i Danmark. Hendes kollegaer i Søhøjlandets Begravelsesforretning er hendes mor, hendes moster og hendes bedstefar. Hendes mor startede forretningen for 12 år siden, og Maja har været med, siden hun var 16.

Kontaktet af firma

Jakob Houkjær, ejer af Skanderborg Begravelsesforretning, Hørning Begravelsesforretning og Ry Begravelsesforretning, oplyser, at man også her kan tilbyde live-streaming fra bisættelser og begravelser. Han blev kontaktet af et firma, der tilbød at stå for det, og han regner med, at også andre lokale bedemænd er blevet kontaktet med samme tilbud.

Flere begravelsesfølger er blevet spurgt, men endnu har der ikke været interesse for at deltage i begravelse eller bisættelse via live-streaming.

"Jeg tror, at det er en naturlig holdning i krisetider, at befolkningen affinder sig med, at der er ting, vi ikke kan."

Som bekendt er der sat begrænsninger på, hvor mange pårørende der må deltage i begravelseshandlingen. Først blev antallet sat til 10, men senere er der kommet tilrettevisninger, der tager udgangspunkt i kirkens størrelse. Der skal være mindst 4 kvadratmeter pr. person, og Jakob Houkjær anbefaler derfor at spørge præsten i det enkelte sogn.

Han nævner også den mulighed, der er blevet nævnt i dagspressen, at kremere afdøde og så holde højtideligheden over urnen på et senere tidspunkt.

Helt konkret møder Jakob Houkjær og hans kollegaer de pårørende på en ganske anden måde end tidligere. Og måske møder de dem slet ikke, men tager alle samtaler over telefonen, det er op til de pårørende.

"Og der er absolut ingen håndtryk. Vi holder afstand, og vi spritter af, både biler, hænder og udstyr."

Han kan i øvrigt fortælle, at alle værnemidler somengangs-kitler, -handsker og -mundbind i dag er blevet fem-seks gange dyrere end før coronakrisen.

"Alt er i restordre, og vi ringer rundt til mange, handler flere steder og kan kun købe småt ind."

Publiceret 01 April 2020 18:30