Anne Braüner, psykolog

Anne Braüner, psykolog

Psykologens klumme: Når vi tvinges til ikke at opleve noget

Coronakrisen fører både skidt og godt med sig

Af
Anne Braüner

psykolog med praksis på Adelgade 115 i Skanderborg

Man har længe kaldt det moderne samfund for oplevelsesorienteret. Vi er vant til at rette vores liv ind efter oplevelser. Vi planlægger ferier, koncerter, rejser, fødselsdage og sammenkomster for at opleve noget SAMMEN. Det giver vores liv en mening, fordi vi på den måde altid har nogle højdepunktsoplevelser at se frem til.

Lige nu slukkes det ene lyspunkt efter det andet af ting, som vi havde glædet os til. Vi tvinges til at tage en pause fra oplevelser. Lige nu er der noget større på spil. Vi har fået frataget den frihed og heri handlemulighed, som vi efterhånden er så vant til, at den næsten tages for givet. Det giver et helt nyt sæt udfordringer. Det kan føles som at blive sat i et bur. Det er et kontroltab af nye dimensioner, så hvordan skal vi finde os til rette i det?

Imens vi venter på hvordan Corona epidemien udvikler sig og handler på de få ting, der stadig står i vores egen magt, så kan pausen måske bruges på ikke at opleve så meget. Pausen kan måske også bruges til at reflektere over ens tidligere hverdag, hvad der gav mening i den og hvad der kunne blive bedre.

Jeg vil her forsøge at skelne imellem, hvad der kan fængsle os og hvad der kan frisætte kvalitet og taknemmelighed i den her krisetid.

Udviklingspause – værdierne i at gå i stå

Der har længe figureret artikler og dokumentarer om hamsterhjulet og ønsket om at træde ud af den. Værdien i en anden type hverdag. Vi læser historier om mennesker, der flytter på landet for at vende tilbage til ældre værdier om det mere enkle, stille og selvforsynende liv.

Svend Brinkmann har med sin stakke af bøger forsøgt at gøre os opmærksomme på værdien i at stå fast om noget. At slå rødderne solidt ned og udvikle sig mindre. At komme tilbage til kerneværdierne, hvor vi bare gør noget FORDI og ikke grundet et højere formål. Vi taler med vores børn, fordi det føles rart og ikke for at stimulere deres sociale færdigheder.

Lola Jensen har med sin bog ”kan vi så få ro” understøttet antagelsen, om at især børn trænger til at hvile deres frontallapper og have mere tøffetid. De trænger til at opleve mindre. Måske voksne også indimellem kan trænge til færre oplevelser.

I den kommende tid vil vi se mange, der har været sygemeldt med stress mærke færre symptomer, fordi de tillader sig at gå i stå sammen med resten af Danmark. Vi vil også se nogle blive stresset af at være gået i stå. Nogle vil blive særligt ængstelige af sygdomsangst og uvished. Nogle vil komme på overarbejde i at bære en stor byrde af ansvar.

Nyde at sætte alt på pause og være glad også selvom, andre har travlt med at redde verden. Den pause tror jeg kan noget

Vi vil se børn, der finder på nye og kreative lege, fordi de har fået en pause fra en hverdag fyldt med langt flere inputs. Vi vil se søskende der leger, fordi de kun har hinanden. Vi vil også se børn og søskende, der bider og kravler på væggene, fordi de trænger til de inputs og spejlinger, som de er vant til at få fra andre børn. Børn såvel som voksne vil før eller siden hige efter mere stimuli. Så hvordan får vi plads det både det positive og det negative?

Nyd det usædvanlige

Der vil være stunder som er værd at få øje på. De øjeblikke hvor vi spiser en fælles frokost, fordi hele familien er hjemme en tirsdag. En fælles gåtur en tirsdag, hvor tit gør vi det? Spille et spil, se en hel film, ordne haven og alt det, der ellers kunne være rart, som vi sjældent har tid til.

NYDE ikke at planlægge dagene, fordi vi bare skal det samme som i går. Nyde ikke at søge i kalender for, hvornår der er tid til det ene og andet af spændene ting, fordi vi bare skal det samme som i går. Nyde ikke at skulle nå ud af døren til et bestemt tidspunkt. Nyde ikke at have travlt. Nyde at sætte alt på pause og være glad også selvom, andre har travlt med at redde verden. Den pause tror jeg kan noget.

Det er i orden at sætte Corona epidemiens alvor på pause indimellem og måske nøjes med at forholde sig til seneste nyt én gang dagligt.

Samtidig skal vi give os selv lov at SAVNE. Savne at kramme vores venner. Savne at tage på restaurant. Savne at lave noget og se noget nyt. Komme på ferie. Holde en fest. Savne alt den vildskab og forandring, som vores hverdag LIGE NU ikke har plads til. Savne sit arbejde, at blive anerkendt for sine evner og gøre en forskel for andre. Savne den hverdag som rummede en forudsigelighed på en anden måde. Det skulle jo være sundt at savne, men for nogle kan savnet også føre til usikkerhed og ensomhed.

Digitalt møde kan ikke erstatte det rigtige møde

I dag har vi alle muligheder for at mødes digitalt, men det kan ikke erstatte den rigtige kontakt, heldigvis! Derfor kan ensomhed være en reel følelse for mange i den her tid. Nogle af mine højskoleelever er også optaget af alle de mennesker, som man kunne have besøgt i den her mængde af tid, som de pludselig flyder i. Vi er vant til at udrette noget med vores tid og nu skal vi bruge tiden på så lidt som muligt.

Hvis vi kan rette fokus hen på alt det vi HAR frem for det vi MANGLER, tror jeg på, at vi kan nå langt.

Som ungt menneske kan det være ekstra svært at undvære den daglige kontakt med sine venner. Nogle føler sig mere sikre på deres venskaber, hvis man ses ofte og oplever noget sammen. Der er meget på spil, som man lige nu går glip af. En flirt der dør hen, fordi festen blev aflyst. En bekymrende tanke om, hvorvidt man bliver ekskluderet fra fælleskabet, fordi man ikke ses med hinanden. En ide om, at de andre måske snakker mere sammen og danner nye bånd, som man ikke er en del af. Forestillingerne kan række vidt, men realiteten er nok nærmere, at vennerne ikke oplever noget særligt. Vi er nødt til at huske på, at lige nu er der vigtigere ting på spil.

En hjælp kan måske være at anskue hjemmehiet som en REJSE. Dog mangler vi det vilde eventyr, som vi kan skrive hjem om, det er klart. Men vores venskaber kan godt overleve ikke at ses. Et godt venskab bor i hjertet og kan klare et års jordomrejse, hvor den eneste kontakt har været en besked i ny og næ. Det vilde bliver i stedet for GENSYNSGLÆDEN. I gode venskaber vil det føles som om, I slet ikke har været væk fra hinanden for vi tuner os så hurtigt ind på hinanden igen.

Det store perspektiv

Det kan nogle gange føles lidt forkælet at være sur over alle de højdepunktsoplevelser, der bliver taget fra én, når perspektivet er, at der er folk, som dør. Jeg er også ked af, at ferien afbestilt. Jeg keder mig også indimellem frygteligt og vandrer rundt på matriklen som en løve i et bur. Men jeg tænker på, hvor heldige vi er i Danmark i vores tid. Vi er ikke i krig, vi har sammenlignet med vores forfædre vænnet os til en privilegeret tilværelse. Det er ikke for at negligere krisens omkostninger, men mest for at bringe et andet perspektiv ind i sagen.

Når vi er væk fra hinanden er det en balance mellem at tillade sig selv at savne og samtidig acceptere, at sådan er det LIGE NU. Hvis vi kan rette fokus hen på alt det vi HAR frem for det vi MANGLER, tror jeg på, at vi kan nå langt. Vi kan øve os at få øje på kvaliteten i den hverdag vi har lige nu.

Jeg håber dagene må blive fyldt med ingenting og alting på én gang! Pas godt på hinanden.

Publiceret 01 April 2020 14:00