"Mange små og mellemstore virksomheder står på grund af coronakrisen overfor store udfordringer. I Erhvervshusene er vi klar til at hjælpe den enkelte virksomhed og virksomhedsejer med individuel vejledning," siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland. Foto: erhvervshusmidtjylland.dk

Erhvervshusene åbner for corona-rådgivning

Mange har på få dage mistet deres eksistensgrundlag, og Dansk Byggeri opfordrer virksomhederne til at gøre brug af tilbuddet.

SKANDERBORG I hele landet er erhvervshusene klar med gratis hjælp til de små og mellemstore virksomheder, der er ramt af coronakrisen.

Hvilken hjælpepakke passer bedst til min virksomhed? Hvad stiller jeg op med aflyste ordrer? Skal jeg sende medarbejderne hjem eller afskedige dem? Hvordan kommer jeg bedst igennem en konkurs?

De og mange andre spørgsmål kan små og mellemstore virksomheder henvende sig med hos landets erhvervshuse, der står klar med gratis hjælp.

"Mange små og mellemstore virksomheder står på grund af coronakrisen overfor store udfordringer. I Erhvervshusene er vi klar til at hjælpe den enkelte virksomhed og virksomhedsejer med individuel vejledning i forhold til lige netop den situation, virksomheden står i, så de kan komme godt videre. Det gælder også i forhold til at få søgt om hjælp fra den eller de af Regeringens hjælpepakker, der passer til netop deres situation," siger Erik Krarup, direktør for Erhvervshus Midtjylland.

Fokus på gratis rådgivning

De regionale erhvervshuse vejleder normalt virksomheder og iværksættere fortrinsvis i at skabe vækst og udvikling, men nu er der fuld fokus på gratis vejledning i forhold til de konsekvenser, som virksomhederne oplever i forbindelse med coronakrisen.

"Rigtig mange virksomheder i bygge- og anlægsbranchen har på få dage eller uger oplevet, at opgaver er blevet lukket ned og ordre udskudt. Det stiller dem i en meget presset situation, hvor der skal handles hurtigt på de nye markedsbetingelser. Det kan virke helt uoverskueligt at danne sig et overblik over de muligheder, der findes," forklarer direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri, og tilføjer:

"For en del virksomheder kan det desværre handle om muligheden for at overleve, og derfor kan rådgivning fra erhvervshusene være med til at hjælpe virksomhederne igennem de mange udfordringer, som coronakrisen har givet små som store virksomheder."

Retning mod konkurs

Ifølge en analyse fra Experian er 19,5 procent af de små og mellemstore virksomheder i risikogruppen, der ikke kan betale deres regninger inden for 12 måneder. Aktuelt vurderes 17,5 procent af de små og mellemstore virksomheder at have retning mod konkurs.

wuf

Publiceret 30 March 2020 13:00