Kirkeklumme:

Det vi er fælles om…

Jeg husker nærmest ikke en begivenhed i hele mit liv som har taget så mange overskrifter og fået så megen fokus i det offentlige rum og har berørt så mange.

Af
Jesper Hanneslund

sognepræst i Ry

KLUMME Engang imellem beklager vi os måske over, at der ikke er så meget, som vi er fælles om mere. At vi ikke alle sammen ser det samme på TV eller har været til den samme begivenhed. At vi længes tilbage til dengang, vi havde Matador eller byfesten, forsamlingshuset, eller hvad ved jeg.

At der ikke i så høj grad som tidligere findes de her emner eller steder, hvor vi alle sammen kan mødes og taler med om noget - med hinanden og på lige fod.

Ja, vi kan måske engang imellem næsten komme ud på den vildfarelse, at vi end ikke mere lever i helt den samme verden, og at vi egentlig er ret så forskellige hver især. Vi har hver vores verdener.

Bare den her mærkelige oplevelse at gå rundt imellem hinanden og holde afstand og ikke måtte give hånd

Men en lille uvelkommen næsten usynlig virus med navnet Corona, som spreder sig imellem os på uhyggelig vis i den her tid, kan måske være med til at fortælle os noget ganske andet?

Vi taler i alt fald alle sammen om det lige nu, og jeg husker nærmest ikke en begivenhed i hele mit liv som har taget så mange overskrifter og fået så megen fokus i det offentlige rum og har berørt så mange - ja os alle sammen - som Coronaen har. Om frygten og virakken er berettiget eller ej vil tiden jo vise, men det ændrer ikke på, at vi har opdaget noget om os selv, som vi måske havde glemt lidt.

Bare den her mærkelige oplevelse at gå rundt imellem hinanden og holde afstand og ikke måtte give hånd – ikke at kunne besøge et ældre eller svækket menneske, som sidder alene med sig selv. Ikke at kunne være tæt med dem, som man plejer at være det med.

Vi kan kun løse den her situation sammen med hinanden og i fællesskab og i forståelsen af at vi hører sammen med hinanden.

Jeg tror på at vi alle sammen – nogle mere end andre - på en eller anden måde har opdaget vores sårbarhed og skrøbelighed, lidenhed og vores begrænsninger og måske samtidig fået øje på vores behov for nærhed, omsorg og afhængigheden af hinanden, og det mest påfaldende i alt det her er i hvor høj grad, vi ligner hinanden og har den samme virkelighed, når alt kommer til alt, fordi det er sådan det er at være et menneske.

Vi kan kun løse den her situation sammen med hinanden og i fællesskab og i forståelsen af at vi hører sammen med hinanden.

Som en konfirmand sagde det så fint for nogle dage siden:

”Coronaen er da bedre end krig. I en krig bekæmper man hinanden, men lige nu kæmper vi sammen og forsøger at hjælpe og støtte hinanden.”

Det er vel trods alt en hel del af have til fælles!!!

Så lad os passe på hinanden derude i Corona-land.

Publiceret 29 March 2020 08:00