I januar var Skanderborg Sogn vært for et borgermøde om det kommende kirkebyggeri i Højvangen. Sognet efterlyste tilbagemeldinger fra naboerne, og de kommer nu - og de rummer blandt andet et nej tak til larmende kirkeklokker. Arkivfoto

I januar var Skanderborg Sogn vært for et borgermøde om det kommende kirkebyggeri i Højvangen. Sognet efterlyste tilbagemeldinger fra naboerne, og de kommer nu - og de rummer blandt andet et nej tak til larmende kirkeklokker. Arkivfoto

Naboer til ny kirke: Nej tak til klokker, ja tak til grønt og klimavenlighed

Menighedsråd lover at lytte til naboerne, når der bygges ny kirke i Højvangen i Skanderborg

Af
Claus Sonne

Planerne om at opføre en ny kirke i Højvangen i Skanderborg er så langt fremme, at der har været afholdt et borgermøde om planerne. Efterfølgende har en gruppe naboer til den kommende kirke tygget på oplysninger og meldt klart ud: Nej tak til larmende kirkeklokker.

Initiativtager til indsparket fra naboerne er Rune Kier Nielsen, og han kan fortælle om et klart ønske om at undgå kirkeklokker.

"Vi er meget bange for at blive naboer til påtrængende kirkeklokker, der vil bestemme hvornår vi og vores børn skal vækkes og generes. Vi er til gengæld meget åbne for rytmisk musik og brug af området. Derfor vil vi gerne opfordre menighedsrådet til at gør fuldstændigt klart, at der ikke vil blive ringet med kirkeklokker fra den nye kirke i Højvangen," lyder det fra naboerne.

"Kirkeklokker vil gå i direkte modstrid med vores ønsker, det vil forringe vores livskvalitet markant og for flere af os, vil det underminere det grundlag vi i sin tid købte vores hjem på. Flere af os har små børn som stadig sover til middag og der vil komme flere børnefamilier til. Derfor vil det være til stor frustration, hvis den nye kirke kommer til at larme," siger de videre.

Menighedsråd vil i dialog

Nicklas Lauritzen, formand for Skanderborg Sogns menighedsråd, garanterer, at naboerne vil blive hørt i forbindelse med kirkebyggeriet.

"Lige nu er vi ved at undersøge lovgivningen på området. Dog forventer vi, at der kommer en lovpligtig høringsfase, hvor alle kan byde ind. Lige nu er vi ikke et sted, hvor vi har konkrete planer for, hvilken type kirkeklokke vi vælger. Rundt om i landet har kirkerne mange forskellige løsninger på klokkeringning, og vi i gang med at undersøge dem," siger Nicklas Lauritzen og tilføjer:

"Vi er naturligvis klar til at tage dialogen med naboer og finde en god løsning. Herudover vil jeg gerne kvittere for de forslag vedrørende. klima og bæredygtighed, som Rune er kommet med."

Håb om 'grøn' kirke

Naboerne til den kommende kirke håber desuden på, at kirken og den tilhørende kirkegård bliver en grøn oase med frugttræer, bærbuske og blomster.

"Som naboer er vi rigtigt glade for de mange træer og det dyreliv i vores haver, som kirkegårdens grønne område gør muligt. Det vil vi gerne have meget mere af. Lidt ligesom når den store græsplæne foran King’s College Chapel i Cambridge nu bliver erstattet med vilde blomster for at blive en oase for insekter og fugle," lyder det fra naboerne, der meget gerne vil have en moderne, bæredygtig og 'grøn' kirke, som er CO2-neutral både i bygning og drift.

"Den må meget gerne være bygget i træ og åben ud mod kirkegården og det omkringliggende samfund. Måske noget i stil med en stavkirke," lyder forslaget.

Efter planen skal byggeriet af den ny kirke begynde i 2021 og vare to år.

Publiceret 29 March 2020 11:00