René og Louise Mammen har i et år forberedt sig på at flytte gourmet-restauranten Substans til Aarhus Ø. Det projekt står stille lige nu. I stedet har de to etableret take away fra deres anden restaurant, Pondus. Pressefoto

René og Louise Mammen har i et år forberedt sig på at flytte gourmet-restauranten Substans til Aarhus Ø. Det projekt står stille lige nu. I stedet har de to etableret take away fra deres anden restaurant, Pondus. Pressefoto

Ud-af-boksen:

Take away fra Aarhus lander i Skanderborg

Restaurant Pondus' indehavere - parret Mammen - tager mad med hjem til Skanderborg hver eftermiddag.

Af
Michael Wulff

SKANDERBORG "Vi må jo tænke ud-af-boksen i denne tid. Så vi tager noget af maden med hjem til Skanderborg."

Sådan lyder det fra Louise Mammen, der sammen med gemalen René driver restaurant Pondus i Aarhus. Parret, der bor privat i Skanderborg, er også kendt som indehavere af Michelin-restaurant Substans, som skal genåbne på Aarhus Ø denne sommer.

Levering alle ugens dage

Pondus på Åboulevarden i Aarhus er lukket lige nu, men så opstod idéen om take away, fortæller Louise i telefonen.

”Du kan se spisekortet på vores hjemmeside eller via facebook. Vi har lagt en hel uges menu op ad gangen.”

”Og da vi jo bor i Skanderborg, så tænkte vi, at vi kunne pakke bilen med bestillinger på take away og så levere det på p-pladsen ved det nedlagte Kvickly overfor Whalters på Adelgade i Skanderborg hver dag i ugen mellem kl 16 og 17.”

Succes i Skanderborg

Den ordning har skanderborgenserne taget til sig i den uges tid, som Mammen-parret har haft projektet kørende.

”Vi sælger mere til Skanderborg end til Aarhus lige nu. Maden er pakket i brune papirsposer på restauranten, den bliver leveret kold, så man skal selv varme den. Det hele foregår med handsker, håndsprit og to-meters afstand. Vi følger alle sundhedsstyrelsens regler,” siger Louise Mammen.

Nyt om Substans

Hun kan samtidig fortælle, at overtagelsen af lokalerne til Substans på Aarhus Ø, som var sat til maj 2020, nu er udskudt til 1. juni.

”Vi har forberedt os gennem ét år på den flytning og har lånt en masse penge, så vi har ikke råd til, at det ikke bliver til noget. Men vi har is i maven,” siger hun og understreger, at take away udelukkende kommer fra Pondus på Åboulevarden i Aarhus.

Klokken 16. Parrets bil er ankommet til p-pladsen ved det tidligere Kvickly i Skanderborg. Klokken 17 er den væk igen. Privatfoto

Klokken 16. Parrets bil er ankommet til p-pladsen ved det tidligere Kvickly i Skanderborg. Klokken 17 er den væk igen. Privatfoto

Publiceret 27 March 2020 10:00