Familien Bugtrup-Vejsgaard planlægger konfirmation - igen. Andrea er nemlig en af de mange, der har fået flyttet sin konfirmation. Og for at det ikke skal være løgn, er Gl. Rye Kirke, hvor konfirmationen skulle være holdt, lukket på den nye dato. Foto: Magnus Vejsgaard

Familien Bugtrup-Vejsgaard planlægger konfirmation - igen. Andrea er nemlig en af de mange, der har fået flyttet sin konfirmation. Og for at det ikke skal være løgn, er Gl. Rye Kirke, hvor konfirmationen skulle være holdt, lukket på den nye dato. Foto: Magnus Vejsgaard

Øv! Andrea har fået sin konfirmation udskudt

Og så er den lokale kirke i Gl. Rye oven i købet lukket på den nye dato...

Af
Claus Sonne

Hun havde sat et stort konfirmationskryds i kalenderen den 23. maj, Kristi Himmelfartsdag, snart 14-årige Andrea Vejsgaard Bugtrup, men pga. coronaudbruddet er den store dag aflyst og i stedet rykket til 5. september.

"Det er ret nederen at have brugt så meget tid på at planlægge, når det så ikke bliver til noget nu. Jeg havde glædet mig rigtig meget, og det er ikke så sjovt at skulle vente så længe," siger Andrea.

Sammen med sine forældre, Anne-Mette Bugtrup og Peder Vejsgaard, er planlægningen nu gået i gang i forhold til den nye dato, 5. september.

Festen skulle være holdt på Strib Idrætsefterskole, hvor Anne-Mette er efterskolelærer.

"Så nu er vi i gang med at finde ud af, om lokalerne er ledige. Det er ikke sikkert, fordi vi i september er inde i en periode med normal undervisning og elever er der i weekenderne," forklarer Anne-Mette.

I det hele taget er planlægning det helt store kodeord for familien Bugtrup-Vejsgaard i forbindelse med den aflyste konfirmation.

"Vi har et vennepar, der har børn på samme alder som os, og vi har skiftedes til at rykke datoen for selve konfirmationsfesten, så alle venner kan komme med, og så vi kan fejre hinandens børn. Det giver endnu en udfordring i forhold til en ny dato," konstaterer Anne-Mette.

Håndbold udfordrer

En anden udfordring hedder håndbold. Som det vil være mange bekendt, er familien en vaskeægte håndboldfamilie.

"Vi planlægger vores hverdag efter, hvornår der er håndbold. Det har vi håndboldnørder gjort en del år. Og i begyndelsen af september kan vi risikere at løbe ind i nogle kvalifikationskampe op til den nye sæson. Så på den måde kan den nye dato for konfirmationen komme til at udfordre os," siger Peder.

Og så er der det med maden.

"Vi tænker ikke, at det bliver noget problem af flytte bestillingen på maden. Og vi har tænkt os at tage fat i leverandøren og tilbyde at betale for maden allerede nu, så vi kan hjælpe dem i en svær tid," lyder det fra Peder.

Kirken er lukket

At konfirmationen i Gl. Rye er rykket til 5. september giver endnu en udfordring. Gl. Rye Kirke er nemlig lukket den dag - og dagen omkring. Det har sognepræst Iben Johanne Thomsen oplyst konfirmanderne og deres familier om.

"Kirken står over for længe tiltrængt renovering. Der er blandt andet en revne i gulvet, puds, som er faldet ned fra lofter og vægge med store huller. Det kræver mange reparationer. Desuden har kirken et orgel, som skal renses efter 25 års brug.

"Renoveringen er virkelig nødvendig for, at vi kan bevare kirken i god stand. Den lukkes fra 1. juni (2. pinsedag) og 6-8 måneder frem," skriver sognepræsten.

Derfor skal Andrea og klassekammeraterne konfirmeres i Dover Kirke. Og det er lidt træls.

"Det bliver lidt mærkeligt, at det ikke er i Gl. Rye. Men det er stadig sammen med vennerne, hvilket er det vigtigste," siger Andrea og tilføjer:

"Nu håber jeg bare, at jeg ikke vokser så meget, at jeg ikke kan passe mit tøj, når vi når til 5. september."

"Vi forstår og anerkender selvfølgelig hele situationen og ved, at vi nok skal få en fin konfirmation og en dejlig fest trods situationen i Danmark p.t.," lyder det fra familien.

Publiceret 23 March 2020 11:30