Jacob Køhn Andersen, provst for Skanderborg Provsti. Pressefoto

Jacob Køhn Andersen, provst for Skanderborg Provsti. Pressefoto

Kirkeklumme: Rigets stilstand...

Corona-udfordringen er på en måde både dybt eksistentiel og uhyre lavpraktisk på samme tid

Af
Jacob Køhn Andersen

provst for Skanderborg Provsti

Måske er det bare det, kriser kan. De viser os, hvem vi er. Både os selv og hinanden. Der er kun gået en uges tid, og tingene har udviklet sig fra sjove Facebook-opslag med Corona-øl til kampscener ved pallerne med toiletpapir.

Selv besluttede jeg mig for at tage det roligt. Men havde hele tiden fornemmelsen af, det ville gå på samme måde, som når jeg for eksperimentets skyld forsøger at holde til højre på motorvejen. Man kommer aldrig ud igen.

Nu er der faktisk helt utrolig mange mennesker, der på forskellige måder har meldt sig under fanerne. De vil gerne hjælpe dem, der ikke kan klare sig selv. Og det er meget anerkendelsesværdigt.

Der er også mange, der indtil videre ikke har klaret det særlig godt. På hospitalerne bliver der stjålet mundbind og håndsprit, så man føler sig hensat til et land, der er totalt kollapset. Hvad Danmark virkelig ikke er. Foreløbig går det rimelig godt. Selvom der er mange mennesker, der er kommet under pres.

Men hvad med kirken?!? Ordet kirkelukninger har fået en ny klang. Biskopperne har besluttet, at samtlige gudstjenester skal aflyses de næste par uger. Foreløbig. For ingen ved, hvordan vi kommer videre, når april nærmer sig. Rundt omkring i landet er konfirmationerne så småt også ved at komme i søgelyset.

Jeg tror, det er en ualmindelig klog beslutning. Også selvom hovedparten af landets præster er ved at gå ud af deres gode skind over ikke at komme til orde. Med alt det gode de har på hjerte.

Langt de fleste præster tænker instinktivt: Her er brug for mig! Virkeligheden kalder! Men når vi om et par måneder ser tilbage på den tid, vi gennemgår lige nu, så har kirken forhåbentlig ikke været den bedste smittespreder. I hård konkurrence med supermarkedernes gærhylder.

På hospitalerne bliver der stjålet mundbind og håndsprit, så man føler sig hensat til et land, der er totalt kollapset. Hvad Danmark virkelig ikke er

Men det stopper ikke her. Vielser og dåb bliver udskudt. Eller gennemføres kun med den allernærmeste familie. Fordi enhver kan regne ud, at det er opskriften på at være hensynsløs, hvis man putter 100 mennesker ind i en kirke på samme tid. Hensynsløs overfor ældre og svækkede. Hensynsløs over for fællesskabet.

Men hvad så med de døde. Folk dør stadig. Og døden er ligeså frygtelig for de efterladte, som den altid har været. Og måske er det ved et dødsfald, at undtagelsestilstanden mærkes allertydeligst. Fordi døden er sin egen undtagelse. Men det går ikke. Skønt vi så inderligt gerne ville. Vi kan ikke fylde kirken op med vore tårer og erindringer, som det ellers har været vores skik gennem århundreder.

Udfordringen er på en måde både dybt eksistentiel og uhyre lavpraktisk på samme tid. Vi bliver nødt til at begrænse deltagelsen i begravelser og bisættelser. På samme måde som ved vielser og dåb. Men præsterne vil være åbne for mindehøjtideligheder senere, når undtagelsen er drevet over. Ikke kun fordi, det er det, vi præster lever af – men også fordi det er det, vi lever for.

Publiceret 22 March 2020 09:30