Sklerosehospitalet i Ry vil gøre sit for at hjælpe det danske sundhedsvæsen i coronakrisen. Foto: Clara Ladefoged Juhl

Sklerosehospitalet i Ry vil gøre sit for at hjælpe det danske sundhedsvæsen i coronakrisen. Foto: Clara Ladefoged Juhl

Sklerosehospitaler tilbyder at blive coronahospitaler

Sklerosehospitalet i Ry har tilbudt regionerne, at hospitalet kan omdannes til hospital for patienter med coronavirus, hvis der bliver behov for det

Af
Erica Bernsten Strange

JPAarhus

I Ry tilbyder det private sklerosehospital hele sin kapacitet til det danske sundhedsvæsen og til kampen mod coronavirussen.

"Tiden er til, at vi skal afbøde konsekvenserne af corona-pandemien og gøre det, vi kan. Her kan vi være med til at spille en rolle i afværgelsen og behandlingen af virussen, som rammer hele landet nu," siger direktør for Sclerosehospitalerne, Brita Løvendahl.

Udmeldingen kommer, efter at statsminister Mette Frederiksen valgte at lukke Danmark ned og opfordrede til, at alle står sammen midt i den corona-pandemi, som lige nu har ramt hele verden.

Sklerosehospitalerne ligger to steder i landet – i Ry i Østjylland og Haslev på Sydsjælland. Tilsammen råder de to sklerosehospitaler over 86 sengepladser og et sundhedspersonale på mere end 160 medarbejdere, hvoraf halvdelen befinder sig på hospitalet i Ry.

Ikke de kritisk syge

Til spørgsmålet om, hvilke patientgrupper hospitalet vil kunne hjælpe med, fortæller hospitalsdirektøren, at det ikke er de kritisk syge og akutte patienter, sklerosehospitalerne kan behandle, men at hospitalerne har mulighed for at isolere patienterne på enkeltværelser.

"Vi har ikke ressourcerne, som blandt andet respiratorer, til at kunne tage imod de kritisk syge coronapatienter. Derimod har vi masser af viden og kompetence inden for håndtering af isolation og hygiejne. Derfor kan sklerosehospitalerne tænkes ind i den eftertid, der kommer til at være. For de patienter, der i forvejen er svækkede og bliver kritisk syge med corona, vil stadig være syge og svækkede, når virussen er taget af. Med vores rammer og viden har vi mulighed for at tilrettelægge et godt forløb for den syge efterfølgende, både fysisk og mentalt," fortæller hun.

Hvad med sklerosepatienterne?

I forhold til de patienter Sclerosehospitalet Ry normalt behandler, nemlig patienter med sklerose, fortæller Brita Løvendahl, at det netop torsdag er blevet besluttet, at hospitalerne fra på mandag ikke tager imod patienter, der har stået på venteliste, mens pandemien står på. Sklerosehospitalerne har sædvanligvis lang ventetid til deres pladser.

"Det er selvfølgelig en beklagelse over for de patienter, som har ventet og som har behov for at blive behandlet. Men lige nu overruler coronavirussen alting. Vi følger situationen meget nøje og justere på forholdsregler og tilgange dag for dag, da vi ikke ved, hvilken retning udviklingen går med coronavirussen," siger hun og fortsætter:

Tager ikke imod nye venteliste-patienter

"De patienter, vi har talt med, bakker op om tilbuddet, da de kan forstå, at situationen er kritisk, og da mange selv er nervøse for at blive smittet med virussen. Over halvdelen af alle sklerosepatienter er multisyge og er allerede i en helbredsmæssig gruppe, der er svækket og derfor også mere sårbare for virusudbruddet."

I Region Midt har ledelsen kigget på tilbuddet fra sklerosehospitalet i Ry, men har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt de vil tage imod det.

"I første omgang afsøger vi mulighederne for at aflyse patienter på vore egne sygehuse. Vi ved derfor ikke, hvorvidt der vil være behov for de sengepladser, som sklerosehospitalet ligger inde med. Men vi synes, at det er et godt tilbud, og vi kan sagtens forestille os, at det kan blive taget i brug," siger koncerndirektøren i Region Midt, Ole Thomsen.

Publiceret 20 March 2020 18:00