Kai Høstrup ser frem til at komme om på den anden side af corona-balladen. Lige nu må han glæde sig over hustruen Ullas selskab på sin 60 års fødselsdag. Festen er aflyst indtil videre. Pressefoto

Kai Høstrup ser frem til at komme om på den anden side af corona-balladen. Lige nu må han glæde sig over hustruen Ullas selskab på sin 60 års fødselsdag. Festen er aflyst indtil videre. Pressefoto

60 år i dag:

Fagforeningsformand og byrådspolitiker runder skarpt hjørne

Kai Høstrup fylder 60 år i dag. Fejringen er udskudt midlertidigt, men humøret er højt

Af
Grethe Bo Madsen

navne Det skulle have været en dag med ekstra hygge, en tur ud og spise noget lækkert sammen med hustruen Ulla og et brag af en fødselsdagsfest lørdag.

I stedet må Kai Høstrup fejre sin 60-års fødselsdag i hjemmet i Ry, og middagen kommer til at bestå af det bedste, køleskab og fryser kan byde på.

"Alt står stille lige nu. Det er ærgerligt med festen, men vi rykker den, til vi er ude på den anden side af corona-balladen. Maj eller juni, nu må vi se," lyder det fra fødselaren, der i disse dage har rykket kontoret hjem i privaten. Noget af en anderledes hverdag end den, han ellers er vant til som travl formand for 3F i Søhøjlandet.

"Ulla er også hjemme, og det er helt mærkeligt at gå op og ned ad hinanden hele dagen. Ulla synes ikke, hun ser så meget til mig i det daglig, men lige nu er det vist lige før, hun får nok af mig," griner han.

"Det er jo ikke et helt almindeligt liv, når man både er politiker og formand for en fagforening. Det betyder mange timers arbejde, og jeg er normalt hjemmefra flere dage om ugen. Så det her med flere aftner sammen i familiens skød, det er jeg ikke vant til. Det er helt mærkeligt, men også vældig hyggeligt, vi nu spiser sammen hver dag."

Stort politisk engagement

Posten som formand for 3F i Søhøjlandet har Kai haft de seneste 11 år. Han sidder også med i 3F's hovedbestyrelse. Byrådskarrieren tog han hul på i januar 2014 efter han blev valgt ind som en del af den socialdemokratiske gruppe ved kommunalvalget i 2013. I dag er han med i Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget og bestyrelsesmedlem i Kildebjerg Ry selskabet

"Jeg blev ansat som faglig konsulent i 2008 hos 3F, og ret kort tid derefter blev jeg formand. Næsten samtidig stillede jeg op til byrådsvalget. Det var i 2009, men jeg blev så først valgt ind i 2013."

Kai er faktisk vokset op i Ry og boede dengang i det daværende ledvogterhus ved baneoverskæringen ved Kvickly i Ry.

"Min mor var ledvogter og rullede bommene ned med håndkraft ved begge overskæringer i Ry. Da bommene blev automatisk, arbejdede hun som hjemmehjælper i Ry. Far svejste togskinner i hele landet for DSB og arbejdede mest om natten," fortæller han om sin barndom.

Flydedok, Cypern og borerig

Cv'et omfatter både Forsvaret, en tid som FN soldat på Cypern, flere år på Århus flydedok, en boreplatform i Nordsøen, svejsning af naturgas i hele Jylland, og skovarbejde, inden der kom familie og børn til, og det lød besnærende at sige ja-tak til jobbet som serviceleder ved Knudsøskolen.

"Jeg er uddannet GVS Installatør og har været på mange spændende arbejdspladser, både små og meget store. På Århus flydedok var jeg svejser på store containerskibe. Der var 900 ansatte dengang, og det var en ret speciel arbejdsplads. Det var længe før, jeg blev fagligt aktiv. Boreplatformen var også inden jeg fik familie, der var jeg i flere år. Da er man jo afsted i 14 dage og hjemme i 14 dage, og det er ikke så let at forene med et familieliv," forklarer Kai.

"Skovarbejder blev jeg, fordi der var nogen i familien, der arbejdede indenfor faget og fortalte om det. Det lød spændende og det tiltalte mig rigtig meget at man kunne være ude i naturen. Det var jeg i knap ni år. Undervejs blev jeg så gift med Ulla, der er pædagog, og vi fik børn, og min søn gik på Knudsøskolen. Da de så søgte en serviceleder, tænkte jeg, at det så hyggeligt ud der, og så søgte jeg stillingen."

Her var det så, der begyndte at gå fagpolitik i den.

"Ja. Jeg blev fællestillidsmand på Knudsøskolen og efter en periode startede jeg så som konsulent ved 3F Søhøjlandet.

Publiceret 19 March 2020 18:20