Hjælp til trængte erhvervsdrivende: Kommunen betaler sine regninger nu
Som en hjælpende hånd til erhvervslivet fremrykker Skanderborg Kommune nu betaling af regninger for 44 mio. kr.
Skanderborg Kommune fremrykker betalingen af de regninger, som er sat til betaling i økonomisystemet.
I alt får 690 leverandører 44 mio. kr. udbetalt. Der er tale om en bred vifte af forskellige leverandører, skriver kommunen i en pressemeddelelse.
"Vi har besluttet, at regninger, der allerede er bogført, bliver betalt med det samme. Vi håber, at det kan være med til at styrke likviditeten hos vores leverandører, og at det på den måde er med til at afbøde de økonomiske konsekvenser af corona-krisen," siger borgmester Frands Fischer (S).
"Det er et rigtig godt tiltag fra Skanderborg Kommune. Lige nu er der er brug for, at vi drejer på alle de håndtag, vi kan, så vi kan afbøde de negative effekter og fastholde så mange som muligt i job," siger formand for Erhvervskanderborg Morten Kohsel.
Udover at betale bogførte regninger før tid, opfordres de kommunale institutioner i Skanderborg Kommune til at opretholde eventuelle aftaler med håndværkere i det omfang, det er muligt. Det er særligt relevant for de institutioner, der er helt eller delvist lukket, og hvor arbejdet således kan gennemføres helt afskærmet fra borgere og personale.
bo
Publiceret 17 March 2020 10:00