Dynaudio: Fik kæmpe kapitalindsprøjtning fra Kina

Skanderborg er hjemsted for en af verdens største og mest anerkendte højttalerproducenter, Dynaudio, der i dag er på kinesiske hænder

Af
Anette Bonde

Dynaudio har adresse på Sverigesvej i Skanderborg. Navnet er sammensat af Dynamic Audio, dynamisk lyd, og lyd er her en handelsvare i højkvalitet. Højttalerproducenten blev stiftet i 1977 og var i knap fyrre år på dansk-tyske hænder. Med en investering og overtagelse i 2014 af den kinesiske audio-gigant Goertek er Dynaudio fortsat en af verdens tre førende audio-producenter.

Branchens 'Oscar'

Dynaudio har i tidens løb modtaget et utal af priser. Senest var det for højttaleren Confidence C50, der for sin lyd modtog hvad der i filmbranchen ville svare til en Oscar. Også højttalernes designs kaster priser af sig. Det er eksklusivitet, feinschmeckeri og audiofili på højeste niveau. Den billigste højttaler skal man da også betale cirka 4500 kroner for, og den dyreste ligger til omkring en million.

Denne kvalitet har ikke bare medført, at Dynaudio er højt anset blandt private musikelskere på verdensplan, men også professionelle virksomheder investerer i Dynaudios højttalere, blandt andet har DR-BYEN og BBC valgt Dynaudio monitors til alle deres redigeringsrum.

Overtaget af Goertek

Dynaudio blev stiftet i 1977. Virksomheden var på dansk-tyske hænder indtil december 2014, hvor den kinesiske audiogigant Goertek opkøbte alle aktier og fik alle bestyrelsesposter. Ejerskiftet og kapitalinvesteringen var nødvendig for at udvikle virksomheden og produkterne, fortæller økonomidirektør Henrik Schaar.

"Goertek kom med en kæmpe kapitalindsprøjtning, som var nødvendig på det tidspunkt."

Med investeringen fik man nu udvidet med en ny bygning til udvikling, et stort lydlaboratorium/målelaboratorium på 13 x 13 x 13 meter, og der blev investeret massivt i salgspersonale og udviklingsmedarbejdere i de følgende tre år.

Ifølge Henrik Schaar er Dynaudio ikke helt over de ujævnheder, der var årsagen til salget, men det hjælper.

"Vi er steget næsten 70 procent på vores hifi-omsætning i perioden fra 2015 til 2018 primært drevet af ønsket om at vokse på især det asiatiske marked."

Kina blander sig ikke

Med overtagelsen blev der også åbnet et salgsselskab i Shanghai, og Kina er i dag det største marked for hi-fi, efterfulgt af Tyskland og USA. Fyrre procent af omsætningen kommer fra bilindustrien.

Selv om Goertek har investeret massivt i Dynaudio lader man virksomheden køre sin vante kurs med fokus på high-end og kvalitet.

"Som udgangspunkt vil Kina ikke blande sig," understreger Henrik Schaar.

Goertek producerer i forvejen til massemarked og har ifølge Henrik Schaar haft en målsætning om netop at ville udvikle Dynaudio og de eksklusive produkter. At man samtidig kan brande produkterne som 'Made in Denmark' gør, at man også accepterer det høje lønniveau i Danmark i forhold til Asien.

Overtagelsen af kinesiske investorer har også været positivt i forhold til inputs udefra.

"Kineserne er meget anderledes tænkende. Vi skal lære at tilpasse os, for eksempel har de et anderledes ledelsesværktøj, og de mener måske at danskerne er lidt langsomme til at eksekvere. I Kina er det chefen, der beslutter, mens man i Danmark planlægger og prioriterer i fællesskab. Men det er sindssygt spændende at navigere i to kulturer. Vi stræber efter at udnytte hinandens bedste sider og lærer af hinanden."

FAKTA

Dynaudio

Dynaudio er en af verdens førende højttalerproducenter og eksporterer til 80 lande rundt i verden

Der er cirka 220 ansatte i Skanderborg og 100 medarbejdere fordelt på salgskontorer i Chicago, Shanghai og Hamburg

Udvikling og produktion foregår i Skanderborg, hvor Dynaudio også udvikler lydsystemer til bilindustrien

Publiceret 15 March 2020 11:30