Behovet for nødpasning er ikke stort. de fleste forældre har fundet gode løsninger på pasningsbehovet lokalt. Arkivfoto

Behovet for nødpasning er ikke stort. de fleste forældre har fundet gode løsninger på pasningsbehovet lokalt. Arkivfoto

Nødpasning:

Færre end 200 børn har behov for pasning

Skanderborg Kommune roser de lokale fællesskaber for at løse pasningsproblemerne selv

nødpasning Forældre i Skanderborg kommune er gået langt for at finde lokale løsninger i den særlige corona-situation. Færre end 200 børn har behov for nødpasning, oplyser kommunen, og det imponerer borgmester Frands Fischer.

Medarbejdere i Børn og Unge brugte hele torsdagen på at ringe rundt til alle forældre med børn i alderen 0-9 år for at høre om deres behov for nødpasning.

Meldingen fra forældrene rundt omkring i kommunen har været, at de har fundet en god løsning lokalt. Som det ser ud nu, kommer nødpasningen derfor til at omhandle færre end 200 børn.

Borgmester Frands Fischer er imponeret over forældrenes vilje til at finde løsninger i en samfundsmæssig ekstraordinær situation.

"Vi bryster os af at have stærke fællesskaber i Skanderborg Kommune, og her er et klokkeklart bevis på, at de fungerer og gør en konkret forskel. Naboer har fundet løsninger sammen, og frivillige har tilbudt små, lokale legegrupper som håndsrækning til forældre, der har svært ved at få pasningskabalen til at gå op. Det er den slags samfundssind, vi har brug for i denne svære tid," siger borgmester i Skanderborg Kommune, Frands Fischer (S) i en pressemeddelelse.

Nødpasning kan skaleres

Nødpasning er ifølge Regeringen for 0-9 årige børn, hvis forældre varetager kritiske funktioner i det offentlige samt forældre ansat i private virksomheder, der ikke har hjemsendt medarbejderne.

Forældrene skal dog have forsøgt at finde andre pasningsmuligheder selv. Derudover kan der være nødpasning for børn og unge, der har særlige sociale, pædagogiske eller behandlingsmæssige behov.

Hvis der skulle opstå et større behov for nødpasning i de kommende uger, er der råd for det. Borgere kan kontakte fagsekretariatet Børn og Unge, dagtilbudschefen, på tlf. 2499 8724, hvis de får et akut behov.

Der er nødpasning mange steder i kommunen, og det er tilrettelagt således, at der ikke bliver samlet mange børn på ét sted. Hvis behovet bliver større hen ad vejen, kan der åbnes flere pasningssteder rundt omkring i kommunen.

På baggrund af det indmeldte behov er udpeget 12 institutioner, 24 dagplejere og 13 Skoler/SFO og specialtilbud geografisk fordelt i Skanderborg Kommune. Du kan se listen over stederne på Skanderborg Kommunes hjemmeside, www.skanderborg.dk, hvor kommunen har samlet al information om indsatsen i forbindelse med bekæmpelse af corona-virus.

Private pasningstilbud- og skoler etablerer deres eget nødpasningsberedskab efter behov.

Publiceret 13 March 2020 15:00