Knudhule Badehotel er blandt de hoteller og spisesteder, der rammes hårdt af coronakrisen. Arkivfoto

Knudhule Badehotel er blandt de hoteller og spisesteder, der rammes hårdt af coronakrisen. Arkivfoto

Knudhule Badehotel modtog afbestillinger for 1,5 mio. kr. på et døgn

Vi er virkelig hængt til tørre, siger ejeren, der håber på opbakning fra lokalbefolkningen, når coronakrisen har lagt sig

Af
Claus Sonne

"Vi prøver at holde dampen oppe. Men det er svært."

Sådan siger Anders Kalstrup, medejer af Knudhule Badehotel, der er blevet ramt særdeles hårdt af coronaudbruddet.

"Vi modtog på bare et døgn afbestillinger for cirka 1,5 mio. kr. For os er det et kæmpe beløb," understreger han og tilføjer:

"Lige nu er det ikke ret sjovt. Vi er virkelig hængt til tørre."

Som alle andre håber Anders Kalstrup på, at der kommer styr på coronaudbruddet via de mange tiltag, der er sat i søen. Men han er urolig.

Ellers håber jeg meget på, at de, der har afbestilt deres bookninger nu her, og lokalbefolkningen generelt, huske os, når det her er overstået

"Vi aner jo ikke, hvor længe der kommer til at gå. Og vi har Påsken og konfirmationssæsonen lige om hjørnet," siger han og kommer med en opfordring:

"Vi har åbent på hotellet, og man kan sagtens komme til at spise 'sikkert'. Og ellers håber jeg meget på, at de, der har afbestilt deres bookninger nu her, og lokalbefolkningen generelt huske os, når det her er overstået - og lige går ud og spiser en ekstra gang eller to hos os. Vi vil nemlig gerne fortsat kunne være en del af lokalsamfundet."

Lige nu har Anders Kalstrup & Co. aktiveret en række 'krumspring' for at ride stormen af. Heldigvis er manglende kunder lig med besparelser i indkøb. Men der er også et personale at tage hensyn til.

"Vi er rigtig glade for vores personale, som vi meget nødig vil skille os af med. Og så har vi en del unge ansatte, der ikke er medlem af en A-kasse, og som derfor kan blive ramt hårdt. Det er nok noget, vi skal have en snak med dem om, når vi er kommet ud på den anden side," siger han.

Publiceret 13 March 2020 11:45