Købmand Brian Mossalski Nielsen vil gerne hjælpe dem, der har svært ved at få handlet selv. Sammen med frivillige fra Hylke tilbyder han at køre varer ud. Arkivfoto

Købmand Brian Mossalski Nielsen vil gerne hjælpe dem, der har svært ved at få handlet selv. Sammen med frivillige fra Hylke tilbyder han at køre varer ud. Arkivfoto

Købmanden i Hylke er klar til at rykke ud: "Vi bringer varer ud i hele kommunen"

Er du forhindret i at handle selv, så er der hjælp at hente hos købmanden i Hylke

Af
Grethe Bo Madsen

Mens nogen har travlt med at hamstre, er der andre, der gerne vil hjælpe dem, der ikke selv har mulighed for at komme ud og handle. En af dem er Købmanden i Hylke.

"Vi vil gerne hjælpe, der hvor vi kan. Derfor har vi valgt at sætte et opslag på Facebook om, at når vi nu alligevel er rundt i hele kommunen med varer, så kan vi da godt tage varer med til nogle flere," siger købmand Brian Mossalski Nielsen i kølvandet på den første dag med lukkede skoler og institutioner og hjemsendte offentlige medarbejdere.

"Vi vil gerne køre varer ud til dem med svagere immunforsvar end andre eller dem, der allerede er i karantæne eller syge eller af anden grund ikke kan handle selv. Dem vil vi gerne hjælpe med at bringe dagligvare ud til deres hoveddør, og vi tager ikke mere for det. Vi har muligheden for at række en hjælpende hånd ud, ikke bare til vores eget lokalsamfund, men også til andre lokalsamfund i kommunen," siger købmanden.

Opslaget bliver flittigt delt og Købmanden i Hylke har allerede været ude med varer til de første nye kunder.

Til hele kommunen

"Så længe vi har mulighed for at gøre det, så vil vi gerne hjælpe. Vi lover i hvert fald at gøre vores bedste. Vi har nogle frivillige her fra byen, som kommer og pakker og kører ud med varerne, hvis det er muligt. Kølevarer bliver naturligvis bragt ud i varebil med køl."

Købmanden i Hylke kører i forvejen med varer for kommunen og kommer derfor i hele kommunen, også til Låsby og Galten.

"Vi håber ikke det bliver misbrugt af nogen, der egentlig godt kan handle selv, men vi synes, at når vi nu alligevel er rundt, så kan vi da godt række hånden ud. Vi kører i forvejen med varer til borgere, der er visiteret af kommunen, og vi kan sagtens også tage dagligvarer med til private. Det er oplagt at gøre," siger Brian Mossalski Nielsen.

"Lige nu har vi overskuddet til at hjælpe. Det må selvfølgelig ikke tage overhånd i forhold til butikken. Det er jo dem, der kommer og handler her, vi skal leve af i længden," understreger han.

"Vi kan selvfølgelig ikke garantere, at der ikke er varer, som er udsolgt, men vores varesortiment dækker alt, hvad man kan forvente af en købmandsbutik inklusiv almindelig håndkøbsmedicin."

Større omsætning end normalt

Også i Hylke blev der i går formiddags hamstret, men købmanden har stor forståelse for "hamstrerne".

"Jeg kan godt forstå dem, der hamstrer. Det er en menneskelig reaktion. Folk bliver bekymrede, og hvad nu hvis transportsektoren rammes i næste uge? Vi havde en atypisk dag i går, hvor det blev handlet mere end normalt. Folk købte flere basisvarer end normalt og wc-papir."

Publiceret 13 March 2020 13:00