Indvielse af ny skole:

Nu kan Columbusbørnene folde vingerne ud

Lige efter vinterferien tog Columbusskolen sin nye skolebygning i brug. Fredag fejrede de "rejsen" og den nye rummelige og lyse skole

Af
Grethe Bo Madsen

Skovby I skyggen af en ny skolestruktur, der - måske - vil ende med, at de skal flytte igen, er Columbusskolen efter vinterferien rykket ind i sin nye skolebygning.

Væk er de mørke trange korridorer og slidte lokaler. Nu er der lyst og lækkert med et stort samlingsrum i midten og utallige spændende kringelkroge og hyggelige små oaser.

"Har du Coronavirus," spørger en pige ved døren, og det må siges at være et fornuftigt spørgsmål i disse tider. Over 1000 gæster nåede indvielsesfesten dog ikke op på. Det var en lille eksklusiv flok elever, ansatte, forældre og søskende, der lyttede med, da skoleleder Lene Hvirvelkær tog ordet og bød velkommen.

"Det er en enorm stor dag i dag. Og en dag, vi har glædet os til, ikke bare i måneder, men næsten år. Vi er så glade for, I vil være med til at fejre det sammen med os," fortalte hun.

"Der ligger rigtig meget kultur i vores skole. Det handler om det, vi plejer at gøre, og hvad vi synes er godt at gøre. Der ligger også rigtig mange værdier. Om at se, høre og tale sammen. Og noget af det, som ligger i den nye skole, er den her Ahhhhh-fornemmelse. Noget, som vi i den grad nyder at være i. Ikke bare os voksne, men også jer børn."

Glæden ved den nye skole lyste da også ud af øjnene på eleverne. Mange af dem havde brugt dagen til at hjælpe med at pudse vinduer, så der kunne være ekstra flot til gæsterne kom.

"De, der har besøgt os før ved, at noget af det, der var en del af den gamle Columbusskole, og som vi har taget med til den nye, er alle de mange kringelkroge. Gå ud og oplev det. Det er et fantastisk sted, som vi har gjort os meget umage med ikke bare er nyt, men også har sjæl. Derfor er her både gammelt og nyt. Ansatte har i lang tid knoklet med at pakke ned, pakke ud og indrette, så det næsten ser ud til, vi har været her længe. Vi har her en hel masse børn, som er så glade for at være her, og som passer rigtig godt på deres nye skole."

Publiceret 11 March 2020 09:12