Mårhunden har en høj nuttethedsfaktor. Den ligner en mellemting mellem en vaskebjørn og en grævling. Men det er faktisk ræven og hunden, den er nærmest beslægtet med. Foto: Grethe Bo Madsen

Mårhunden har en høj nuttethedsfaktor. Den ligner en mellemting mellem en vaskebjørn og en grævling. Men det er faktisk ræven og hunden, den er nærmest beslægtet med. Foto: Grethe Bo Madsen

Fredløs:

Jagt på en illegal indvandrer

Mårhunden spreder sig med alarmerende fart i den danske natur og det har store konsekvenser for det lokale dyreliv

Af
Grethe Bo Madsen

Nuttet ser den ud, lidt som en mellemting mellem en vaskebjørn og en grævling, men tag ikke fejl af det. For fugle, padder og små pattedyr i den danske natur er mårhunden et livsfarligt bekendtskab uden nogen naturlige fjender - hvis vi lige ser bort fra ulven.

Mårhunden kommer fra Asien og ville aldrig nogensinde været nået til Skanderborg, hvis det ikke havde været for en flok russiske pelsavlere, der i midten af forrige århundrede fik den ide at importere den til Rusland. Derfra er den selv vandret videre mod vest til Europa og i begyndelsen af 1980'erne krydsede den den dansk-tyske grænse. Siden har den spredt sig op gennem Jylland og til Fyn.

Hurtigvoksende bestand

Miljøstyrelsen skønner, at der er i dag er 2.000-3.000 mårhunde i Danmark, men ifølge Robert Mazanti, lokal jæger og tovholder på Mårhundegruppen i Skanderborg Kommune, er det tal skudt milevidt fra skiven.

Der er registreret mårhunde i Mesing, Illerup Ådal, Jeksendalen,Virring, Blegind og Vrold. I Alken-området blev der sidste år skudt 18

"Vi kan bare se på de registrerede mårhunde i alle mårhundegrupperne landet over. Her blev der i 2019 registreret 5.500. Jeg tror snarere, bestanden er på et sted mellem 30.000 og 50.000. Det er min teori på baggrund af, hvor mange der er blevet nedlagt i de få områder, hvor man forsøger at regulerer bestanden i forhold til, hvor mange områder, hvor der slet ikke bliver gjort en indsats," forklarer han.

Mårhunden formerer sig hastigt, og det er derfor, den er så stor en trussel. Tæverne får et kuld om foråret, og hvert kuld er i gennemsnit på 11 hvalpe, som selv er kønsmodne og klar til at få hvalpe allerede året efter.

Mårhunden er overalt

Selv begyndte han at interesserer sig for mårhunde for tre år siden. Dengang var han aldrig stødt på mårhunden, og tænkte ærlig talt ikke, at der kunne være så mange, at det kunne udgøre et problem. I dag ved han, er mårhunden er overalt, også i Skanderborg Kommune.

"Der er registreret mårhunde i Mesing, Illerup Ådal, Jeksendalen,Virring, Blegind og Vrold. I Alken-området blev der sidste år skudt 18. Den er tilmed set i boligkvarteret Eskebækparken i Skanderborg. De er nok alle vegne, når det kommer til stykket," konstaterer han.

"For to år siden var jeg ovre hos en jæger i Mesing, der havde et jagtområde med sø. Han beklagede sig over, at der ikke var noget vildt længere, ingen ænder, ingen fasaner, og han anede ikke hvorfor. Jeg satte kameraet op og lavede en foderplads, og tre dage senere havde vi to mårhunde på kameraet, som vi så fik skudt," fortæller han.

Nødvendigt at regulere

"Som jæger synes jeg naturligvis jagten er spændende, men det er også en del af det, at være jæger, at man passer på naturen," understreger Robert Mazanti.

"Det giver rigtig meget mening at regulere bestanden af mårhunde, for selvom den er nuttet, så er der ingen tvivl om, at gør vi ikke en indsats, så forsvinder en masse fuglevildt, tudser, padder og små pattedyr. Mårhunden er altædende – den spiser simpelthen alt. Og det er ikke kun de fugle, der er spændende for jagten, det går ud over - fasaner, gæs og ænder - men også de fredede arter, som vi gerne vil beskytte."

Fakta

Jagt på

mårhunden

  • Skanderborg Jagtforening har i samarbejde med mårhundegruppen i Skanderborg Kommune arrangeret et foredrag for alle jægere i kommunen tirsdag 10. marts kl. 19 i Laden på Vestermølle.
  • Her fortæller Peter Bûlow fra Naturstyrelsen om sine erfaringer med mårhunden.
  • Alle er velkomne til foredraget. Det er ikke et krav, at man er jæger.
  • Tilmelding til Jeanette Thrane på tlf. 2298 5531 eller på mail jlthrane@hotmail.com.

Publiceret 06 March 2020 11:30