Boline Laursen, Karla Kjærsgaard Poulsen og Klara Madsen har som elevråd været med til at udforme reglerne. Foto: Michael Wulff

Boline Laursen, Karla Kjærsgaard Poulsen og Klara Madsen har som elevråd været med til at udforme reglerne. Foto: Michael Wulff

Mobilpolitik:

Brætspil erstatter mobiltelefoner i frikvarteret

Skanderborg Realskole har gennem de sidste to-tre år arbejdet på en politik for brug af mobiltelefonen

Af
Michael Wulff

Når eleverne på Skanderborg Realskole træder ind over dørtærsklen til endnu en skoledag, ryger mobiltelefonerne ned i skoletasken eller ind i et skab i klassen.

De små klasser ser først mobilen, når de har fri, mens elever i 7. til 10. klasse har fået en politik, der gør, at de kan bruge mobilen i frikvarteret - hvis de er ude i skolegården.

"Og det er der ikke ret mange som gider i denne tid," fortæller elevrådsrepræsentant Klara Madsen.

Hun møder sammen med sine fæller i elevrådet Boline Laursen og Karla Poulsen Uge-Bladet i Studie-caféen i skolens røde fløj, hvor de store klasser holder til.

"I stedet sidder vi herinde, hvor jeg har opdaget nogle brætspil, som er megasjove."

Jeg har opdaget nogle brætspil, som er megasjove

Klara Madsen

Her må den bruges

Det har været en tur gennem flere år at finde frem til de regler, som Realskolen benytter sig af i dag. Det fortæller skoleleder Christian Kronow.

"Som udgangspunkt har vi stræbt efter at skabe en god skoledag. Vi har i samråd med elevrådet og gennem personaledrøftelser fundet denne form, hvor mobilen ikke er forbudt, fordi vi erkender, at mobilen kan bruges til mange ting."

"Ja," indskyder Boline. "Vi må gerne bruge den som regnemaskine i matematik. Men så har vi fronten liggende ned mod bordet, så den ikke forstyrrer med en sms for eksempel."

Realskolen har også tilladt mobilen i undervisningen, hvis en elev er ordblind. Her kan den bruges til at optage elevens stemme, som så senere oversættes til skrift i computeren. Det letter stile-opgaver for den gruppe.

Vi må gerne bruge den som regnemaskine i matematik. Men så har vi fronten liggende ned mod bordet, så den ikke forstyrrer med en sms for eksempel

Boline Laursen

Skoleleder på Realskolen i Skanderborg Christian Kronow har set eleverne udvikle deres sociale kompetencer efter indføring af mobiltelefon-regler. Foto: Michael Wulff

Skoleleder på Realskolen i Skanderborg Christian Kronow har set eleverne udvikle deres sociale kompetencer efter indføring af mobiltelefon-regler. Foto: Michael Wulff

Glemmer mobilen

Boline, Karla og Klara er rigtig glade for den nye ordning, selvom de ved, at flere elever ikke er helt enige.

"I starten måtte vi godt sidde herinde og bruge mobilen i frikvarteret. Men det blev lidt asocialt, og vi snakkede kun om det spil, som var på mobilen. Nu bruger vi alle de brætspil, det er hyggeligt, og vi får snakket med hinanden," siger Boline.

"Og elevrådet arrangerer turneringer, også i fodbold. Vi kan lave alt muligt."

Eleverne oplever, at de faktisk kan glemme mobilen i tasken eller skabet i løbet af dagen.

"Du tænker ikke på den. Når vi går i byen i det store frikvarter, så er det tit, den ikke er med," forklarer Klara.

Hvis du møder i god tid om morgenen inden skolestart, så sidder vi jo lidt søvnige her og kunne godt bruge at kigge på mobilen.

Afslapning derhjemme

Der kan dog godt være et tidspunkt på dagen, hvor savnet dukker op.

"Hvis du møder i god tid om morgenen inden skolestart, så sidder vi jo lidt søvnige her og kunne godt bruge at kigge på mobilen. Men det kan vi så ikke mere."

Til gengæld kan den bruges efter en lang dag, når man kommer træt hjem, fortæller Boline.

"Så ligger man bare og kigger på den. Det er god afslapning," mener hun.

De tre fra elevrådet har opdaget, at der virkelig er mange gevinster ved en mobil-politik i skolen.

"Jeg har lært tre nye kortspil, som jeg også har taget med hjem til familien," siger Boline.

"Og jeg har opdaget, hvor megasjovt spillet Alias er. Jeg fik ovenikøbet ét i julegave," fortæller Klara.

Publiceret 27 February 2020 11:30