Pressefoto

Pressefoto

Udligning:

Børnenes statsminister har glemt børnene i Skanderborg

Skanderborg rammes hårdt på den aldersbestemte udligning

Af
Grethe Bo Madsen

udligning "Det, der rammer Skanderborg helt vildt, er børnene. Den aldersbestemte udligning, der er den allerstørste udligning, udligner ikke på børnene. Når vi så er en kommune, der har et kæmpestort boom af børn, så er det børnene, der kommer til at betale. Jeg synes, det er ærgerligt, at børnenes statsminister på den måde rammer børnene."

Borgmester Frands Fischer (S) er stadig i krigshumør over det forslag til en ny udligningsmodel, som han og de øvrige medlemmer af Økonomiudvalget finder dybt urimelig.

"Jeg synes, det er hamrende uretfærdigt. Selvfølgelig er det ikke kun børneområdet, der kommer til at holde for. Vi kommer til at glatte ud, så det er alle områder, der holder for. Men fordi vi er en stor børnekommune, så kommer vi altså til at bøde ekstra for det," understreger han.

Som det ser ud lige nu står Skanderborg til at skulle betale ekstra 55 mio. kr. i udligning. Tallet ville være 78 mio. kr., men kommunen står til at få en særlig kompensation, fordi den rammes så hårdt.

Rammer forbi skiven

"I min optik siger det alt om, at man rammer forbi skiven, når man udtænker et nyt system, og når det så ligger klart, så indfører man en særlig kompensation, fordi der er nogen, der rammes for hårdt," konstaterer borgmesteren.

Frands Fischer frygter, at den særlige kompensation bortfalder efter et par år, sådan som den slags kompensationer normalt gør: "Det er jo meningen, at pengene skal foreles på den nye måde. Men vi ved ingenting endnu."

"Lige nu handler det om gøre opmærksom på, at det her er uretfærdigt. Det er rent ud sagt elendigt, det der ligger på bordet lige nu, og på ingen måde noget, vi kan bruge til noget. Man har brugt de samme parametre som den eksisterende udligningsmodel. Vi mener, der skal vælges andre kriterier for, hvordan pengene skal fordeles. Det vil vi blive ved med at gøre opmærksom på, så længe der stadig forhandles. Der efter må vi tage arbejdshandskerne på og se på, hvordan vi løser udfordringerne."

Publiceret 26 February 2020 10:00