Debat: Mere borgerinddragelse ønskes...

Det er gået for hurtigt med at få budgettet på plads, mener Hanne Damkjær Stender fra Alternativet

Af Hanne Stender Damkjær, byrådskandidat for Alternativet i Skanderborg

Nu har jeg ikke siddet med ved den kommunale budgetlægning, men har dog været med på sidelinjen som sparringspartner for Alternativets byrådsmedlem. Det forekommer mig, at seneste budgetlægning foregik lidt for hurtigt og tilfældigt, når man betænker at besparelser kan ramme borgerne hårdt. Så mange sten som muligt bør vendes, før nedskæringer og lukninger besluttes.

Sager som Columbusskolens flytning og nu senest nedlægning af handicapsvømning uden medinddragelse af brugerne, tyder på at det er gået for hurtigt. Ved en dialog med de berørte før budgetlægningen, kunne man f.eks. have spurgt om de havde alternative forslag. Måske var der så kommet nye muligheder på tegnebrættet.

Jeg foreslår, at man før næste budgetlægning lægger mere vægt på debat med de borgere, der kan blive berørt af besparelser. Måske kunne private virksomheder i kommunen også have lyst til at give et bidrag til, at f.eks. handicapsvømning kunne fortsætte eller at kulturskolen ikke havde behøvet at fyre en dygtig lærer. Dette er bare eksempler. Måske kunne man forestille sig andre muligheder?

Jeg synes, det er vigtigt med en grundig proces og medinddragelse af borgerne. Det kan give mere velovervejede budgetforhandlinger og beslutninger.

Publiceret 26 February 2020 14:30