Sarah Høi fra Galleri Art Expo kan fjere 20 års jubilæum som gallerist. Pressefoto

Sarah Høi fra Galleri Art Expo kan fjere 20 års jubilæum som gallerist. Pressefoto

Fra elefant i glasbutik til 20 års jubilæum som gallerist

Sarah Høi har drevet galleri i 20 år - og erkender blankt, at hun stadig lærer

Hørning For 20 år siden slog sarah Høi dørene op til Galleri Art Expo på Skanderborgvej 107 i Aarhus.

"21-årig åbner Århus største galleri, stod der i avisoverskrifterne. Det var mit held, at jeg dengang turde. Eller rettere; ikke vidste bedre. For det var nok nærmere dumdristighed end mod. Jeg anede ikke hvilket eventyr, jeg havde begivet sig ud på," fortæller jubilaren og sætter flere ord på:

"Jeg følte mig som en elefant i en glasbutik – eller i et galleri, om man vil. Jeg var branchens klodshans. Her kommer jeg, sagde jeg glædestrålende. Og gjorde mange ting helt forkert. Men det skulle vise sig, ikke at være så dumt endda. For kunsten kom i øjenhøjde, og vi talte om følelser og farver. Menigmand følte sig tryg ved at komme i galleriet. Vi ved intet om kunst, har jeg hørt mange sige som det første, når jeg hilser dem velkomen. Og selv her 20 år efter er mit svar ofte: Det gør jeg heller ikke, så kom i trygt indenfor i galleriet, her er varme og friske farver året rundt."

I februar 2000 åbnede Sarah Høi Galleri Art Expo på Skanderborgvej i Kongsvang i Aarhus. I lejede lokaler.

"Det var et gammelt bilhus, men 500 m2 galleri og var fuldstændig halsbrækkende og vanvittigt," husker hun.

"Det store set up forpligtede. Når jeg tænker tilbage, så var jeg tæt på at smide det hele væk mange gange de første år. For det var en stor mundfuld, at stå med så stor en økonomi der skulle dækkes ind og hænge sammen, for ikke at tale om personaleansvar, arbejdspladsvurderinger, regnskaber – og det ekstra fuldtidsjob ved siden af kunsten/kunderne – alt det kedelige og lovmæssige, som man så kunne lave om natten," lyder det videre.

Rykkede til Hørning

Efter et længere tilløb fik galleriet vind i sejlene og vokseværk, så galleriet i Aarhus blev for lille.

"I 2009 købte jeg et gammelt filmstudie i Hørning, bare 10 minutters kørsel fra Aarhus. De store haller fik vi bygget om og kan nu tilbyde galleri på 1200m2 bare i grundplan. 9 flotte udstillingsrum. Galleriet er i dag fast salgssted for 70 danske kunstnere -og et åndehul hvor kunsten er mangfoldig og har plads. Vi er et galleri indrettet med små kroge og siddepladser og varm kaffe flere steder. Et sted hvor man kan nyde og få lov til også bare at være," fortæller Sarah Høi.

22. februar, 29. februar og 7. marts inviterer Galleri Art Expo på jubilæumsfest kl. 10-14 på adressen Søvejen 35. Ingen tilmelding er nødvendig. Stemningen er afslappet. Alle er velkomne.

Publiceret 21 February 2020 19:00