Elevrådsrepræsentanterne, Line Bleegstaub og Lasse Nygaard Mønster fra 7. klasse, var sammen med alle deres klassekammerater mødt op for at kæmpe for stjærskolens udskoling. Foto: Grethe Bo Madsen

"Det vil overhovedet ikke være fedt, hvis udskolingen ikke er i Stjær." De to elevrådsrepræsentanter, Line Bleegstaub og Lasse Nygaard Mønster fra 7. klasse, var sammen med alle deres klassekammerater mødt op for at kæmpe for stjærskolens udskoling. Foto: Grethe Bo Madsen

Stjær kæmper for sin udskoling: "Man ødelægger da ikke en succes"

...man styrker den. Så kort kan budskabet fra Stjær til byrødderne udtrykkes. Set fra landsbyens side er en ændring af skoledistrikter en bedre løsning end at flytte Stjærskolens udskoling

Af
Grethe Bo Madsen

Fra alle kroge af Stjær myldrede tirsdag aften i sidste uge borgere til Stjærskolens fællesrum for at deltage i borgermødet om flytning af Stjærskolens udskoling.

De 150 opstillede stole viste sig at hurtigt at være alt, alt for lidt, for flere end 350 borgere mødte op for at være med til at give byrødderne klar besked om deres holdning til forslaget om, at udskolingen, fordi den ikke er to-sporet, er i fare for at blive flyttet.

Forreste i salen sad de byrådspolitikere, der havde modet til at bevæge sig ind i løvens hule. Blandt dem Søren Erik Pedersen (V), Bent Jacobsen (V) og Søren Nielsen (S), fra Undervisnings- og Børneudvalget, der sidder med den utaknemlige opgave at finde de såkaldte "kloge kvadratmeter" og spare 10 mio. kr. på skoledriften.

Grundig præsentation

"Tak til byrødderne fordi I turde komme. Vi har ladet høtyvene blive hjemme," lød indgangsbønnen, inden Borgergruppen Stjær i udvikling leverede en imponerende grundig og saglig præsentation af såvel problemstillingen, kommunen står overfor med at finde plads til 2000 flere elever samt 1000 daginstitutionsbørn over de kommende år, som Stjærskolens høje kvaliteter - herunder ikke mindst udskolingens.

Tak til byrødderne fordi I turde komme. Vi har ladet høtyvene blive hjemme

"Vi har ganske enkelt et pragteksemplar af en skole," konstaterede skolebestyrelsesformand Kristian Damgaard Kilt, inden han kigger dybt i krystalkuglen og satte ord på, hvad det vil betyde ikke kun for skolen, men også for landsbyen levedygtighed, hvis udskolingseleverne forlader byen.

Kloge skoledistrikter

Samtidig præsenterede han det forslag, skolebestyrelsen - og tydeligvis også resten af Stjær - ser som det mest optimale, nemlig at man på kort sigt udvider udskolingen til to spor, og at man på længere sigt udvider samtlige årgange på skolen til to spor. Det kan ifølge skolebestyrelsen og Stjær-borgerne lade sig gøre, hvis man kigger på "kloge skoledistrikter" og lokal tilknytning.

Også dem det hele handler om, nemlig udskolingseleverne, var godt klædt på til at fortælle politikerne, hvad de tænker om det upopulære forslag. Med på Skype fra København og Holland var 8. og 9. klasse, mens 7. klasse var mødt fysisk op i fællessalen.

Blandt dem elevrådsrepræsentanterne Line Bleegstaub og Lasse Nygaard Mønster fra 7. klasse, som kunne fortælle, at kun 2,3 procent af udskolingseleverne kan se noget positivt i forslaget om at flytte udskolingen, mens 97,7 pct. ønsker at blive i Stjær.

"Det betyder rigtig meget for os at gå i skole her i Stjær, hvor vi bor. Her kender vi alle sammen hinanden, snakker med alle og her er ingen mobning. Hvorfor skal vi bruge lang tid i en bus for at komme i skole et sted, hvor vi ikke kender de andre. Og hvad med vores fritidsintresser her lokalt. Mange i udskolingen er hjælpetrænere i boldklubben. Hvem skal erstatte dem?" spurgte Line og Lasse, der meget hellere vil have flere andre unge til at komme til deres skole i stedet.

"Det allerbedste ville være, hvis man kunne trække nogle flere her til. Vi synes, det ville være megahyggeligt, hvis vi kunne blive to-sporet. Det ville være perfekt," mente de.

Med flere end 350 fremmødte og kæmperoser fra politikerne for det grundige forarbejde, kunne Borgergruppen Stjær i Udvikling være godt tilfredse med borgermødet. Her er det Marie Hulgaard (tv) og Christina Chapelle. Foto: Grethe Bo Madsen

Med flere end 350 fremmødte og kæmperoser fra politikerne for det grundige forarbejde, kunne Borgergruppen Stjær i Udvikling være godt tilfredse med borgermødet. Her er det Marie Hulgaard (tv) og Christina Chapelle. Foto: Grethe Bo Madsen

Publiceret 18 February 2020 07:30