Flere af UgeBladets læsere har gjort os opmærksom på, at gadebelysningen i Adelgade i Skanderborg var tændt i dagtimerne i december. Det skulle den ikke have været, indrømmer kommunen. Foto: Gerthe Bo Madsen

Flere af UgeBladets læsere har gjort os opmærksom på, at gadebelysningen i Adelgade i Skanderborg var tændt i dagtimerne i december. Det skulle den ikke have været, indrømmer kommunen. Foto: Gerthe Bo Madsen

Lad der være lys over land... men ikke i dagtimerne

Skanderborg Kommune har travlt med at udskifte pærer i lygtepæle til LED og indføre intelligent vejstyring. Det giver nemlig store besparelser på strømforbruget

Af
Grethe Bo Madsen

Gadebelysning Den var god nok, da en del af vores læsere i december klagede over, at gadebelysningen var gået helt amok i Adelgade i Skanderborg og var tændt i stort set alle døgnets timer. Det havde de ret i. Og de havde også ret i, at der var tale om en fejl. Det oplyser Jesper Lützhøft Jensen fra Vej og Trafik i Skanderborg Kommune.

"Der var tale om en misforståelse mellem os og Verdo, som vedligeholder vores vejbelysning. I andre byer har man nogle steder valgt op til jul og nytår at have lyset tændt i dagtimerne sammen med julebelysningen. Men sådan gør vi ikke i Skanderborg, og næste år vil der ikke være tændt for lyset i Adelgade i dagtimerne," lover han.

Ingen formue i el

"Men der er nu ikke tale om, at det har kostet kommunen en formue i strøm. Vi har skiftet til LED-belysning i løbet af året, så det er små beløb, det har kostet ekstra, at lyset har været tændt i dagtimerne," forklarer han.

"Så selvom lyset var tændt i mange timer, så har vores udgift til gadebelysning i Adelgade faktisk været mindre i december 2019, end året før."

Da UgeBladet i starten af januar på Facebook spurgte læserne, om de oplevede problemer med gadebelysningen, var der mange, der skrev tilbage, at det gjorde de faktisk ofte. Og ifølge Jesper Lützhøft Jensen får kommunen da også mange fejlmeldinger.

"Det er sådan i dag, at når Verdo skal ud og finde de lygtepæle, der er problemer med og fixe problemet, så er de nødt til at tænde for gadebelysningen i et større område. De kan nemlig ikke se, hvor problemet er, hvis lyset er slukket," forklarer han.

Sådan har det været i mange år, og det resulterer næsten hver eneste gang i, at borgere henvender sig til kommunen for at høre, hvorfor der nu - igen - er tændt for lyset i dagtimerne.

Intelligent vejstyring

Men fremover vil det kun være i mindre områder, lyset er tændt, når der laves fejlsøgning. Kommunen er nemlig ved at skifte til intelligent vejstyring, og dermed kan man nøjes med at tænde for lyset i et mindre område.

"Det er en dyr omgang, og ikke noget vi kan gøre på en gang. Med den nye, smarte styring kan lyset tændes og slukkes i meget mindre områder ad gangen. Samtidig skifter lyset automatisk efter solopgang og solnedgang og kan justeres fra dag til dag ud fra tabeller. Med de gamle styringssystemer styres lyset efter solsensorer og ure, og man kan opleve, at lyset bliver tændt på forskelligt tidspunkt på to naboveje."

Store områder i Skanderborg er netop nu ved at få indført intelligent vejstyring, og det gælder også flere andre byer i kommunen. Blandt andet i Hørning og Galten. Sammen med overgangen til LED-belysning er den intelligente vejstyring med til at nedsætte kommunens udgift til vejbelysning.

"Vi er et pænt stykke over halvvejen med at udskifte vejbelysningen til LED. Store dele af Skanderborg, Hørning, Ry, Galten og Låsby har allerede LED-belysning, og med udgangen af 2020 skulle alle små byer også være med. De sidste områder bliver skiftet derefter."

Publiceret 07 February 2020 11:30