Lisbeth Kristensen, sognepræst Stilling Kirke.

Lisbeth Kristensen, sognepræst Stilling Kirke.

Klumme:

Den svære succes

Én-to-tre kom det tiltag op at stå - en kreds af kvinder, der kræser for det, som kvinder kredser om. Således Kvindekræs.

Af
Lisbeth Kristensen

sognepræst Stilling Kirke

Klumme Kort før jul kom der et tiltag til et nyt fællesskab for kvinder i Stilling Sogn. En lokal kvinde ønskede et horisontudvidende fællesskab for kvinder svarende til mændenes aktive oplevelsesfællesskab 'Såmænd'. Da hun henvendte sig til kirken, havde hun allerede 5-6 kvinder bag sig, og én-to-tre kom det tiltag op at stå - en kreds af kvinder, der kræser for det, som kvinder kredser om. Således Kvindekræs.

Her var vi 43 kvidrende kvinder, der sang og skålede nytåret ind med hinanden. Hurra! Nu turde vi tro på, at det var en succes.

”Gad vide, hvor mange der kommer?”, spurgte vi os selv, da dagen oprandt og dækkede forsigtigt op til 16. Men kvinderne strømmede ind, og der blev sat ekstra borde og stole til, og vi endte med at være 32. Nogle af os kunne næsten ikke få armene ned, men som initiativtageren Rita Rasmussen roligt sagde: ”Vi ved først, om det er en succes, når de alle kommer igen.” Det gjorde de allerede næste gang. Her var vi 43 kvidrende kvinder, der sang og skålede nytåret ind med hinanden. Hurra! Nu turde vi tro på, at det var en succes. Kvindekræs er kommet for at blive.

Der er ellers mange fællesskaber i sognegården. Der er de enkeltstående fællesskaber ved foredrag, koncerter og andre arrangementer, og så er der de faste, som ud over de to nævnte også tæller De gode gamle dage, Samværsgruppen for folk der har mistet, Nørklerne samt mødrenes Barnevognstræf. Vi syntes, der var så meget for kvinder og havde ikke set og tænkt, at det aktive ud-af-huset-ind-i-hovedet-fællesskab manglede for dette segment, men det gjorde det rigtigt nok.

Kunne det være meget bedre, tænkte vi, i en by, hvor folk uafladeligt spørger efter lokale håndværkere?

Og sådan kan vi tage så grueligt fejl - som vi måske gjorde forleden søndag, hvor vi inviterede til Nytårskalas for både store og små i sognet. Gudstjeneste i kirken samtidigt med familierytmik i sognegården. Derefter fælles frokost med ragtime jazz. Alt sammen - både det barnlige rytmiske og det seriøse jazzede leveret af Vidjekære noget-ved-musikken-folk. Kunne det være meget bedre, tænkte vi, i en by, hvor folk uafladeligt spørger efter lokale håndværkere?

Det kunne det tydeligvis, for af de 50 anslåede kuverter, blev kun de 23 benyttet - og heraf var de tre udøvende musikere samt kirkens præst, organist og kirketjener. Altså 16 børn og voksne fordelt på 10 kirkegængere og 6 familiealgorytmer.

Var det en succes? Det var det for så vidt, at maden smagte dejligt og musikken var blød, behagelig og berusende, selv inden vi nåede boblerne og kransekagen. Men målt op imod de overskydende tomme pladser, som var tiltænkt alle dem, vi troede ville komme, fordi de så, at her var et fantastisk tilbud for hele familien - børn, forældre og bedsteforældre i vores egen lille kirke til kun 50 kr. pr. voksen – målt her op imod var det så en succes?

Det er ærligt talt svært at svare på. Døm selv. Hvilken kirke og hvilken by ville det efterlade, hvis det slet ikke var der?

Publiceret 26 January 2020 08:00