Den Dominikanske Republiks honorære konsul til Danmark, Larissa Garcia Bochineck, besøgte i sidste uge sammen med en delegation af højtstående personer fra Santo Domingos akvædukts- og kloaksystem AVK og Kamstrup for at se på dansk vandteknologi i verdensklasse. Til venstre for konsulen i forreste række ses Michael Ramlau-Hansen, Global Brand manager hos AVK. Pressefoto

Den Dominikanske Republiks honorære konsul til Danmark, Larissa Garcia Bochineck, besøgte i sidste uge sammen med en delegation af højtstående personer fra Santo Domingos akvædukts- og kloaksystem AVK og Kamstrup for at se på dansk vandteknologi i verdensklasse. Til venstre for konsulen i forreste række ses Michael Ramlau-Hansen, Global Brand manager hos AVK. Pressefoto

Caribisk republik tjekker dansk vandteknologi i Galten og Stilling

Forud for massive investeringer i vandinfrastrukturen i den Dominikanske Republik gik turen blandt andet forbi Kamstrup i Stilling og AVK i Galten

Af
Grethe Bo Madsen

galten/stilling De fleste danskere forbinder den Dominikanske Republik med hvide bounty-strande i caribiske omgivelser.

De færreste ved, at republikken blandt de hurtigst voksende økonomier i Caribien og Mellemamerika – og faktisk er regionens største økonomi.

"Republikkens hovedstad, Santo Domingo har 3,8 mio. indbyggere og er de seneste 10-15 år vokset så hurtigt, at der er akut behov for massiv opgradering af infrastrukturen på vandområdet. Det drejer sig blandt andet om vandtab i ledningsnettet, energieffektiv vandbehandling og måling af vandforbruget," forklarer Emil Stub, Konsulent hos DI, i en pressemeddelelse.

"Og hvor henter den Dominikanske Republik så inspiration til vandinvesteringer? Jo, det gør de hos AVK i Galten og Kamstrup i Stilling," fortæller han.

Dansk vandteknologi er verdensførende

Derfor besøgte den Dominikanske Republiks honorære konsul til Danmark, Larissa Garcia Bochineck, Kamstrup og AVK onsdag i sidste uge.

Hun havde følgeskab af en delegation bestående af beslutningstagere fra det Dominikanske Institut for Vandressourcer (INDRHI) og The Santo Domingo Water Authority (CAASD), som står bag en række konkrete projekter på den Dominikanske Republik.

Både AVK og Kamstrup er verdensførende virksomheder indenfor henholdsvis energi- og vandmåling, ventilproduktion til vand- og gasforsyning og spildevandsbehandling.

Besøget lægger fundamentet for et genbesøg i marts, hvor Dansk Industri og Danish Export - Water tager virksomhederne med til den Dominikanske Republik.

Kæmpe udfordring

" Det gik rigtig godt. Den Dominikanske Republik står overfor nogle store udfordringer på vandsiden med meget store lækagetab og alt for lidt vand, og både vi og andre danske virksomheder har kompetencer, der kan hjælpe dem til at opgradere deres systemer til noget mere bæredygtigt, så de kan passe bedre på deres vand," siger Michael Ramlau-Hansen, Global Brand manager hos AVK.

Ifølge Michael Ramlau-Hansen oplever Den Dominikanske Republik et vandspil på om mod 60 procent.

Stor udfordring med enormt vandspild

"Det er jo ikke så bæredygtig omgang med en knap ressource, og det har vi og andre danske virksomheder kompetencerne til at hjælpe dem med," konstaterer han.

En af årsagerne til det store vandtab er rørbrud.

"Jeg har hørt tale om om 15.000 rørbrud om året på grund af jordskælv og især en gammel infrastruktur. Og det er kun de ledningsbrud, de opdager, fordi vandet kommer op til overfladen. AVK har løsninger, der kan hjælpe med at minimerer brudfrekvensen. Ventiler og systemer, der stabiliserer trykket, så rørene ikke udsættes for så voldsomme stressbelastninger. Dermed minimeres sandsynligheden for, at rørene knækker," forklarer han.

Publiceret 20 January 2020 11:15