Ensomhed blandt ældre er tabubelagt, og især ældre mænd har svært ved at tale om ensomheden. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Ensomhed blandt ældre er tabubelagt, og især ældre mænd har svært ved at tale om ensomheden. Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Ronkedorfænomenet:

Ældre mænd bliver lettere ensomme

Mænd er ikke gode gode til at håndtere ensomhed. Derfor har kommunens opsøgende medarbejdere ekstra fokus på dem

Af
Grethe Bo Madsen

ensomhed En ny undersøgelse fra Ældre Sagen og Codan viser, at 8 ud af 10 ældre i region Midtjylland, som føler sig ensomme, ikke har nogen at tale med det om. Enten fordi det er pinligt eller svært at tale om, eller fordi hverken ensomme eller pårørende ved hvordan.

Mænd taler ikke om det. Det passer ikke med deres selvbillede af et mandfolk. derfor holder de det for sig selv. Vi kalder det ronkedorfænomenet

"Ensomhed er et kæmpestort problem. Vi taler ofte med medlemmer, som er ensomme, og vi ved, hvor ødelæggende det er for den enkelte, både psykisk og fysisk. Derfor er det også meget bekymrende at se, at ensomhed er så tabubelagt," siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, der sammen med Codan netop har lanceret en kampagne for at komme tabuet omkring ensomhed til livs.

Ronkedorfænomenet

I Skanderborg Kommune nikker Kim Henriksen genkendende til problemet. Han er en del af kommunens opsøgende team for borgere over 65 år, og hans erfaring er, at det især er de ældre mænd, der er dårlige til at tale med andre om ensomhed.

"To ud af tre af de henvendelser, jeg får, er om mænd. Mænd bruger ikke deres netværk, og de har meget svært ved at håndtere den der udsathed, der følger med at opleve ensomhed. De kan ikke klare konsekvenserne af dødsfald, skilsmisse eller at konen flytter på plejehjem," fortæller han.

"Mænd taler ikke om det. Det passer ikke med deres selvbillede af et mandfolk. derfor holder de det for sig selv. Vi kalder det ronkedorfænomenet," forklarer Kim Henriksen.

Derfor er herrefrokost-klubber som Mandetinget i Skanderborg og Niels' Spiseklub i Hørning vigtige i forebyggelsen af ensomhed blandt mænd.

Forebygger ensomhed

"Det gode ved mandefrokost-klubberne er, at de virker forebyggende. Dem, der kommer der, får opbygget nogle relationer, og det er jo det, det hele handler om. Relationer, relationer, relationer. De kommer ud og møder andre mænd i et frirum, hvor man har lov at være et mandfolk - bare lidt ældre - og snakke om mandeting. Og de, der er med i de klubber, har bedre forudsætninger for at kunne håndtere det, hvis de pludselig bliver alene," siger Kim Henriksen.

Publiceret 15 January 2020 15:00