Mindeord over Preben Bügel-Jørgensen

Lektor em. Per Lund Rasmussen har skrevet følgende mindeord over Preben Bügel-Jørgensen

Kære Preben, så kom turen da også til dig.

Det er årets sidste dag. Jeg har lige modtaget den triste nyhed om din bortgang, og jeg mindes mange gode stunder i dit selskab på gymnasiets lærerværelse og andre steder, hvor dit vid, din store lærdom og din finurlige, ironiske tilgang til fænomenerne glimrede og gjorde den gode samtale til en intellektuel fornøjelse.

Du var om nogen et klassisk eksempel på naturvidenskabsmanden, der kun bøjede sig for facts og med mild overbærenhed afviste alle ammestuehistorierne som i bedste fald poetiske omskrivninger af dét, vi ikke véd, og i værste fald som ubegavede og primitive forsøg på at få en nådesløs og barsk verden til at føje sig efter diverse ønskeforestillinger, når man nu var så bange for at se kendsgerningerne i øjnene: At livet beror på tilfældigheder, og at guder o.l. er skabt i menneskers billeder og ikke omvendt.

Jeg tror, du var glad for J.P. Jacobsens forfatterskab og måske især for hans roman, Niels Lyhne, om hvis død forfatteren skriver: ”Og endelig døde han da Døden, den vanskelige Død.”

Vanskelig, fordi døden er uden håb og tro på nogen form for frelse hos Jacobsen.

Hvor var du dog vittig og morsom, når vi havde lærerfester på gymnasiet, hvor du ofte greb din guitar og spillede og sang ganske barske, men meget underholdende, viser, som du formåede at få os til at synge med på!

Og sikke en iver og interesse, du lagde for dagen, når talen faldt på science fiction eller fantasy, som du dyrkede med meget stor lidenskab; måske især for værker, der var udsprunget af myterne om kong Arthur og ridderne af det runde bord (fik du for øvrigt nogensinde leveret Lehmanns ”Overtro og Trolddom” tilbage?!).

Du var på mange måder et renæssancemenneske, som levede i en forkert tid, hvor kun få havde sans for det storladne i at turde sige dét, man mener, og mene dét, man siger på trods af den såkaldte tidsånd, som du heldigvis ikke dyrkede.

Du turde sige fra på lærerrådsmøderne, selv om din stemme var den eneste, der gik imod et populistisk forslag, hvor vi andre af angst for sanktioner dukkede os eller undlod at stemme. Du havde som en god konservativ i ordets allerbedste betydning en klar holdning til, hvad der var værd at bevare, og hvad der var tåbelige, dårligt gennemtænkte nymodens påfund, der var dømt til at fejle på bare lidt længere sigt.

Som en moderne og ædel Don Quijote kæmpede du undertiden med vejrmøller (i dag vindmøller), og tiden gav dig ofte ret, fordi der bag dit stringente, naturvidenskabelige væsen gemte sig en mere poetisk og varm udgave, som ikke alle kunne se, men som udvirkede, at du kunne se længere end de fleste.

Nu er du her desværre ikke længere, men mon ikke du stadig kan huske de berømte linjer i Catuls digt om den døde fugl, hvor der står: ”Qui nunc it per iter tenebricosum illuc, unde negant redire quemquam”/”Dén går nu langs den mørke vej til dét sted, hvorfra man siger, at ingen vender tilbage.”

Rigtig god rejse, Preben – og hold sanserne åbne!

Per

Publiceret 13 January 2020 14:30