Fødselsdag i dag:

Aksel Henning Skaarup Andersen fylder 90

Den tidligere manufakturhandler og biografejer ser tilbage på et begivenhedsrigt liv

Af
Claus Sonne

"Du skal stoppe mig, hvis jeg snakker for meget," lyder beskeden fra Aksel Henning Skaarup Andersen, som UgeBladet har sat stævne i anledning af, at han 9. januar fylder 90.

Men der skal ikke sættes en stopper for en perlerække af gode historier fra den kommende fødselar, der rykkede til Skanderborg fra Aarhus i 1955, hvor han på sin 25 års fødselsdag købte bygningen på Adelgade 130 og 1. april slog dørene op til Skaarup Manufaktur og Trikotage.

I Aarhus havde nordjyske Aksel først været soldat og dernæst ansat i Magasins manufakturafdeling, selv om han egentlig havde tænkt sig at blive politibetjent. I Aarhus mødte han også sin kone, da de blev naboer i Hafniahus på Skt. Clemens Bro.

"Min svigerfar, der selv var selvstændig, syntes, at jeg havde så godt et snakketøj, at jeg skulle drive min egen butik," fortæller en smilende Aksel i sin lejlighed på Dagmargården, hvor han for nylig er rykket ind efter i en del år at have boet på Bakken.

"Og jeg er glad for at være her, selv om man selvfølgelig skal vænne sig til at kommer fra et stort hus og til noget mindre," lyder det.

Gode historier

Aksel er fyldt med historie om bygningen på Adelgade 130, en bygning der snart må lade livet som led i opførelsen af byggeriet LilleNyhavn.

"Der var et mælkeudsalg i kælderen, hvor jeg senere indrettede en billardsalon til mig selv," fortæller han og fortsætter: "Vi var ikke ret mange, der havde en port, altså en adgang ned til søen, så vi var i høj kurs på den konto. Dem, der havde haver ned til søen, skulle jo enten have sejlet materiale til fx et havehus til grunden - eller have tingene transporteret ind gennem de få porte, der var. Det var klart nemmest at benytte portene."

I 1964 fik Aksel opført det gule hus, der stadig kan ses på grunden bag bygningen på Adelgade 130. Her boede familien, der kom til at tælle seks personer, frem til 1972, hvor Aksels hustru døde.

"Det var et hårdt slag på alle måder. Jeg stod alene med fire piger mellem 5 og 16 år, så jeg lejede butikken ud og koncentrerede mig om at passe pigerne. Den beslutning har jeg aldrig fortrudt," lyder det fra Aksel, der beholdt bygningen på Adelgade i yderligere en række år, inden han solgte den.

Billard og bio

Efterfølgende handlede Aksel blandt andet med billardborde og udstyr samt med små både. Han nåede også at blive medejer af biografen på Mindet 7 i Skanderborg, hvor der blev vist film fra 1950 til 1988.

"Jeg var biografejer i to år, før der kom et godt bud på bygningen. Derefter rejste jeg og min partner til Spanien, hvor vi gennem flere år var 'huspassere'. Det var noget af et eventyr," konstaterer han med et smil.

60 års jubilar

Interessen for billard har Aksel bibeholdt, og selv om han ikke spillet så meget som tidligere, så kommer han stadig i Skanderborg Billard Klub. Aksel er desuden aktiv i Sct. Georgs Gildet i Skanderborg - hvilket han har været i hele 60 år.

"Det giver venskaber for livet," lyder det.

Publiceret 09 January 2020 10:00