Næsehornet Otte er også en sløngel. Arkivfoto: Per Bille

Næsehornet Otte er også en sløngel. Arkivfoto: Per Bille

Sløngler støttes af Nordea-fondens lokalpulje

90.000 kroner skal gøre Sløngeldagene endnu bedre

Skanderborg Nordea-fonden har netop givet gode nyheder til 46 lokale projekter i Region Midtjylland. Blandt foreningerne er Di Heslige Slønglers Klup, der får 90.000 kr. til afholdelse af Sløngeldage 2020, der giver børnefamilier i Skanderborg en positiv fællesoplevelse.

"Støtten medvirker til, at vi kan fastholde et højt aktivitetsniveau og gratis-princippet, der er en nødvendig præmis for projektet. Vi bør kunne tilbyde Sløngeldage til alle uanset økonomisk formåen. Desuden er den økonomiske håndsrækning fra Nordea-fonden også med til, at vi kan fastholde vores ambitioner om i fremtiden at tilbyde større mængder af livgivende Sløngelnæring i form af forfatteroplæg, teater, musik og meget mere til børn og voksne. Sløngelkluppen er kommet for at blive, og vi mener, at alle børn og voksne har fortjent Sløngelnæring, som dybest set handler om ”modet til at leve livet," fortæller Uffe Høj, formand i Di Heslige Slønglers Klup.

Støtten kommer også til at betyde noget for lokalmiljøet.

"Sløngeldage er med til at skabe et stærkere sammenhold mellem kommunens borgere gennem fælles oplevelser, hvor præmisserne for mødet er liv & leg, kvalitet & kreativitet, musik & medleven. Således bidrager Sløngeldage til, at publikum får gode, stærke og betydningsfulde oplevelser, som ikke blot vil kunne glæde i dagligdagen, men som også vil kunne give inspiration til deltagelse i andre kulturelle tilbud – både som tilskuere og som udøvere," siger formand for Di Heslige Slønglers Klup, Uffe Høj.

Nordea-fonden støtter foreninger og organisationer til fællesskabsorienterede projekter og aktiviteter, som skaber gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur.

"Nordea-fonden har et almennyttigt formål, og derfor er vigtigt for os at bakke op om initiativer, som styrker det lokale fællesskab. Vi håber, flere foreninger og andre non-profit organisationer har lyst til at søge vores lokalpulje," siger Henrik Lehmann Andersen, direktør i Nordea-fonden.

cns

Publiceret 30 December 2019 10:00